Morgengymnastik, morgenmad- og bad og nyheder. Det daglige morgenritual. Og så bladre lidt i en julegave. Lars Birks Mit vildeste måltid, hvor 19 mænd fortæller om deres mest uforglemmelige madoplevelse.
En af dem er musiker og spillemand Lars Lilholt, der i 1973 flygtede fra ”Aalborgs trivialitet og [sit] barndomshjems trygge rammer” for at tage på ”den obligatoriske dannelsesrejse mod en af Israels mange kibbutzer” og endte med at rejse landet rundt et halvt års tid sammen med en hollandsk ven, Jaap Groeneveld.
40 år senere bliver Lilholt og Groeneveld enige om at tage tilbage til Israel, hvilket bl.a. bringer dem til Betlehem, hvor Lilholt chokeret opdager, at byen nu er ”omgivet af en mur, der er meget større end den gamle, grimme Berlinmur”.
Alarmen ringer. Den minder om, at der er billeder og dagbog fra 2014, der skal studeres. Lilholts odyssé i Det Hellige Land må vente lidt.
***
Onsdag 23. april
Kvart over syv. Meir er allerede oppe og i gang med at lave morgenmad til Lesley. Radioen kører.
Farvel til Lesley, der skal på arbejde. Meir tager os på rundtur i Gilo, som har omkring 40.000 indbyggere, og tallet vokser stadig. Faktisk er det den bydel, der oftest henvises til, når medierne nævner, hvordan regeringen fortsætter med at udvide de ulovlige bosættelser. Meir og Lesley har boet her, siden de allerførste huse blev bygget i 1988.
Vi ser skolen, hvor børnene har gået i skole. Der er stadig en beskyttelsesmur omkring skolen ud mod Vestbredden, hvorfra palæstinenserne tidligere sendte raketter mod Gilo.
Meir bryder sig ikke om betegnelsen ”mur” for den otte-ni meter høje betonmur, som de senere år er blevet bygget omkring de palæstinensiske områder på Vestbredden. Det minder ham om den kolde krig, jerntæppet og Berlinmuren, så han foretrækker eufemismen ”the safety fence”, sikkerhedshegnet.
Meir viser vej til Betlehem, hvor vi tager et par fotos af checkpoint og muren, undskyld, ”the safety fence”!
”En bil med israelske nummerplader vil næppe blive lukket ind. Men hvis I mod forventning alligevel kan komme igennem, vil I helt sikkert få ridser i lakken, når I parkerer,” siger Meir, der som jøde ikke selv kan komme ind i Betlehem. ”I kan selvfølgelig også parkere her uden for hegnet og tage en taxi ind til byen. Men jeres bil vil givetvis også få nogle skrammer, hvis I stiller den her.”
Vi dropper Bethlehem og kører Meir retur til Gilo, hvor vi siger ”farvel og tak og shalom (Guds fred).”
Nordvest om Jerusalems gamle bydel og så sydover mod Det Døde Hav. Det går nedad gennem den golde ørken, helt præcist 416 meter under havets overflade, hvilket gør det til det laveste punkt på kloden.
I det ugæstfri område er der underligt nok et rigt dyreliv, så som stenbukke, klippegrævlinger, gribbe, ørkenleoparder og diverse flagermusearter. Og kameler ved tankstationerne.
Ved frakørslen til Metzoke Dragot er der et checkpoint, ellers er der ingen egentlig civilisation, før man kommer til En Gedi, en oase, som i dag er en botanisk have på 10 hektar, der huser 900 plantearter fra hele verden inklusiv en kibbutz med 500 indbyggere.
En-Gedi omtales i Biblens Gamle Testamente flere gange, blandt i profeten Samuels første bog, hvor det hedder, at David skal blive Israels næste konge. En profeti, der fik Kong Saul til at gøre alt for at ”fjerne” David, som det hedder på moderne dansk nu om stunder, når en despot vil slå en oppositionsleder ihjel.
Kong Saul fik nys om, hvor David skjulte sig, samlede tre tusind krigere og tog ud i ”En-Gedis stenørken (…) for at lede efter David og hans mænd øst for Stenbukkeklipperne”. Har man glemt, hvordan dramaet ved Det Døde Hav udviklede sig, kan man læse videre i Første Samuelsbog fra kapitel 24, vers 3.
En-Gedi har fire kilder, som sørger for vand til den botaniske have. Oasen tiltrækker både turister og efterkommere af de bibelske stenbukke, som går rundt med alenlange horn i panden og nipper til den smule grønt, der ikke er indhegnet.
En-Gedi er også nævnt i Højsangen, hvor den unge brud Shulamit i første sang vers 13-14 synger om sin tilkomne Salomo.
”Min elskede er som en pose med myrra,
der hviler imellem mine bryster.
Min elskede er som hennablomster
fra de frodige vinmarker ved En-Gedi.”
Står det til troende, at Kong Salomon er forfatteren bag Højsangens sanselige billedsprog, så var En-Gedi altså også en paradisisk oase for 3000 år siden med vinplanter og hennatræer. Den særlige En-Gedi duft, som Shulamit lovpriser, skulle i øvrigt have været populær hos Kleopatra og Cæsar. Opskriften på parfumen er desværre forduftet.
Der er kun et par hundrede meter at gå fra En-Gedi til Det Døde Hav, som faktisk ikke er et hav, men en 50 kilometer lang sø. Det må være en engelsk undersættelse. Saltindholdet er noget højere end det, man finder i havvand. Faktisk 9,6 gange højere, så man skal så vidt muligt undgå at få hovedet under vand. Det svier i øjnene, står der i turistbrochuren.
Koncentrationen af salt gør, at dyr og planter ikke kan overleve i søen. Til gengæld kan man gå ud i søen, læne sig tilbage og læse om det næste udflugtsmål i den medbragte turistbrochure. Uden at den bliver våd.
Det lune vejr kræver masser af vand. Og en lang kaffepause, inden turen går til Metzoke Dragot.
Ved kontrolstedet giver vi et lift til to blaffere. De to unge mænd med slangekrøller og stort skæg taler kun hebræisk og forstår ikke udenlandsk, så der kommunikeres med fagter og grimasser, indtil vi sætter dem af otte kilometer og adskillige hårnålesving senere.
Fra Metzoke Dragot Travellers’ Village er der udsigt til det forrevne landskab på den ene side af Det Døde Hav og til den åbne ørken og de Judæiske Bjerge på den anden.
Den lille landsby, som tidligere var en klassisk kibbutz, er i dag et afslappet hostel og campingplads, hvor et større kontingent soldater er indlogeret sammen med et filmhold, der er ved at optage en dokumentarfilm om dagliglivet i den israelske hær.
Aftensmaden i den spartanske dining hall er enkel og god, nærende og billig.
Torsdag 24. april
Klokken er fire. Vækkeuret ringer. En hurtig kop kaffe og et stykke brød med æg og tun og salat. Bilen pakkes og så afsted i mørket. Ingen andre bilister i svingene ned ad bjerget. Gennem check-pointen, hvor et par søvnige soldater spiller kort.
Efter tyve kilometer langs Det Døde og sortladne Hav anes Masada i mørket. Vi er ikke de første, der har tænkt sig at tage slangestien op til Israels mest populære turistmål, som ligger på et bjergplateau 400 meter over Dødehavet.
Vi hører danske stemmer i bælgmørket. Enkelte vandrere har medtaget lommelygter, men selv om vi forsøger at pejle efter dem, mister vi flere gange orienteringen på den snoede grusvej.
Vi bliver overhalet af yngre folk, og af kabelbanens gondol, der fragter turister op i ekspresfart. Det begynder at lysne over den jordanske bjergkæde, og vi kan efterhånden se toppen, hvor svævebanen slutter. En lille fyr har givet op og græder højlydt. Hans franske forældre prøver uden held at trøste sønnike.
Det er et storladent skue, da solens stråler rammer Nationalparken Masada. Den danske gruppe, som viser sig at være en efterskoleklasse fra Nordsjælland, bryder ud i jubel og klapper.
Skilte med illustrationer og citater fra krønikeskriveren Josefus giver interessante oplysninger om Masadas historie. Josefus var jøde, tidligere romersk krigsfange og affattede fra år 70 sine skrifter i Rom, så hans værker er nok ikke helt pålidelige.
Kongen over Judæa og Palæstina, den megalomane despot Herodes den Store, stod bag mange store byggerier i Det Hellige Land. Renoveringen af jødernes helligdom på Tempelbjerget i Jerusalem, opførelsen af ørkenpaladset Herodion, havnen i Caesarea og så videre og så videre.
Masada var også Herodes’ værk. Opført mellem år 37 og 34 f.v.t. Et palads i ørken, der var omgivet af et større fæstningsanlæg, hvor byggekongen kunne tilbringe vintermånederne i seksstjernet luksus uden at skulle bekymre sig om at blive overfaldet af rebelske jøder. Noget den paranoide konge ellers konstant frygtede.
Masada blev først angrebet af jødiske oprørere længe efter Herodes var død og borte. I år 66, under den første jødisk-romerske krig, erobrede en gruppe yderligtgående, nationalistiske jøder – zeloterne – Masada, der var blevet en romersk garnison. Efter en årelang belejring lykkedes det en romersk legion på 15.000 mand at indtage Masada igen.
Josefus skriver i den 7. bog af Bellum Judaicum (da. Den jødiske krig, 1997), at zeloterne inden det afgørende slag begik kollektivt selvmord den 15. april 73 for ikke igen at skulle trælle for romerne. Kun to kvinder og fem børn overlevede. De havde gemt sig i en vandledning.
I mange år sværgede israelske panserkorpsrekrutter troskabseden MASADA SHALL NOT FALL AGAIN. Det gør de ikke mere. Parolen ses nu kun på postkort (i 2014, red.)
I dag kan selvmordet dårligt forenes med det israelske forbud imod at tage sit eget liv. Historien om det kollektive selvmord på Masada stemmer heller ikke overens med israelernes selvforståelse i dag, hvor man skal kæmpe, selv imod alle odds. Om det er derfor, flere historikere er ved at skrive historien om, skal ikke kunne siges. Josefus’ beretning er den eneste eksisterende skriftlige primærkilde. Men arkæologiske studier har fået flere oldtidsforskere til at påstå, at masseselvmordet på Masada simpelthen aldrig er sket!
Der er ikke mange turister på Masada denne morgen, bortset fra den danske efterskole og en større samling ortodokse børn og deres lærere, som med megafon skiftevis synger og læser op fra Toraen, en lang tekstrulle med de fem Mosebøger, som udgør den første sektion af Tanak, den hebræiske bibel.
Så går det ned ad bakke ad Slangestien til parkeringspladsen. Det er noget lettere at navigere på den krøllede og stejle sti, når solen er stået op.
Videre til Mineral, som den flinker fyr på Metzoke Dragot gav os rabatkuponer til i går. Mineral er et bade- og kursted, hvor vi smører hoved og krop ind i grønt mudder, der har konsistens som vådt ler. Man graver det helsende mudder op fra nogle store tønder, der er stillet op ved det saltholdige Døde Hav, gnider ens smækre lemmer ind, og trasker til sidst ud i det lunkne hav og tager det af igen. (”Der er noget galt i Det Døde Hav. Men står det til at redde?” spurgte Morten Hørning Jensen, i Kristeligt Dagblad 29.9. 2022, få det triste svar HER, red.)
Det mineralrige mudder skulle hjælpe på stort set alt, både ind- og udvortes, og danskere med for eksempel psoriasis og slidgigt har i mange år kunnet komme i behandling ved Det Døde Hav med tilskud fra sygeforsikringen ”danmark”. (ifølge Helserejser, så flyttes behandlingsrejserne i 2024 til Jordan på grund af krigen mellem Israel og Palæstina, red.)
Bademesterens termometer viser 39 grader, så vi er glade for, at der er air con i Ford’en, og kører hen til Qumran-grotterne, hvor en gedehyrde i 1947 ved et tilfælde opdagede et par amforaer fyldt med gamle papyrusruller. Sidenhen blev knapt tusinde skriftruller fundet i grotterne, bl.a. skrifter fra Det gamle Testamente.
Dødehavsrullerne så vi et par sider af i Jerusalem, her nøjes vi med en kort film om essæerne, som man mener står bag de gamle ruller, der er tusind år ældre end de hidtil kendte skrifter fra Bibelen. I dag bruger vi få minutter på ruinerne fra deres landsby og på nogle af grotterne, hvorefter vi haster tilbage til klimaanlægget og bilen, hvor termometeret viser 44 grader.
Trafikken glider fint lige indtil Jerusalem. ”Hvor længe var Abraham i Paradis?”, som Holbergs Jeppe sagde på møddingen. Godt man ikke skal slås med det trafikhelvede til daglig.
Nu sidder vi så i Ben Gurion Airport og venter på klokken skal blive 02.00, så vi kan tjekke ind. Afgangen er 5.30.
***
Sneen har igen lagt sig over land og by. Lænestolen og Lars Lilholts ”vildeste måltid” lokker.
”Da vi er hjemme igen i Danmark, sidder synet af den ufattelige mur mellem Israel og Palæstina dybt i mig. Jeg skriver en sang som en reaktion på oplevelsen: Julenat i Betlehem. Noget tid efter får jeg så at vide, at nogen har set sangen på nettet og har trykt sangteksten på et skilt og har sat den op på muren, både på dansk og engelsk. Det er jo bare en simpel sang, men det er en stor oplevelse, at den kan få betydning for folk, der kæmper med så store udfordringer. Det gør mig da glad. Du kan se den på YouTube.”
De sidste linjer af Julenat i Jerusalem lyder således:
Og verden blev ny
For længe, længe siden
Som et håb i vilden sky
Som en lille fugl der pipper ved mit vindu’
Bethlehem står tit for tur
Lukkes inde bag en mur
Jesus elsk nu muren ned
Så kan Bethlehem få fred
Man kan håbe på, at de kristnes Messias kan løse problemerne og elske muren ned, så der kan blive fred mellem Israel og Palæstina. Lige i øjeblikket er der desværre ikke meget, der tyder på, at Lilholts bøn er blevet hørt. Både Hamas og den israelske regering siger nej til en tostatsløsning, forlyder det fra DR, CNN, Jerusalem Post og Aljazeera.
Men alle diplomatiske tiltag bør prøves. Hvad med at bruge sportens verden som ramme i stedet for et nyt Camp David? Det kan lyde naivt, men faktisk havde Mao og Nixon pæn succes med deres pingpong diplomati i 1971.
Alle idrætsgrene kan vel bruges. Golf ville være oplagt. Et grønt Arkadien har tidligere løst vanskelige kriser. Hvorfor ikke? Der bliver nok ikke fredsforhandlinger de næste måneder, men så kunne det blive en skærsommernats drøm, der gik i opfyldelse, fx i Caesarea Golf & Country Club.
Der er jo en golfbane i Det Hellige Land.
Det var det sidste kapitel om Rejseoplevelser i Det Hellige Land. Første del kan læses her.
Fotos: Annemarie og Kim Boje
Tekst: Kim Boje
BONUS INFO
- Lars Lilholt, Julenat i Bethlehem, ”Julenat i Betlehem” (”Christmas Night in Bethlehem”) 2013
- Masada ABC tv-serie fra 1981 kan ses her på YouTube.” Hvis man er interesseret i jødernes eller romernes historie, er Masada et oplagt valg. Kan man lide film, hvor eksistentielle spørgsmål sættes på spidsen, er den også god”, skrev Anette og Jørgen Hedager Nielsen i Film & Tro 02.09.2011 og gav den fire af seks stjerner.
- Masada, Encyclopedia Britannica
- Jesper Møller, ”Mægtige Masada”. Kristeligt Dagblad, 10.4. 2010. ”En af verdenshistoriens mest kendte belejringer fandt sted på klippefæstningen Masada i det østlige Israel.”
- Elizabeth Sloane, “Did the Jews Kill Themselves at Masada Rather than Fall into Roman Hands?” Haaretz, 16.5. 2017
- Jodi Magness, “The Fall of Masada“, Princeton University Press, 24. 6. 2021
