Man kan ski og skøjte i denne tid, hvor temperaturen i Viborg er som i en dybfryser. Man kan selvfølgelig også blive inden døre og gøre rent. Man kan også lade være. Det er jo noget mere interessant at sætte sig ved skærmen og se et par afsnit af Jerusalem – Kampen om den hellige by. En amerikansk dokumentarserie fra 2021 i seks dele, som gør det lidt nemmere at forstå den historiske baggrund for, hvorfor jøder og arabere bekriger hinanden i Det Hellige Land.
Men først er der en dagbog og nogle fotos, der skal undersøges nærmere.
I eftermiddag kommer solen frem, skriver DMI, så måske skulle man tage på golfbanen. Jeg har læst HER, at det sagtens kan blive en fornøjelig tur, selv om greens er hvide.
***
DAGBOGSNOTATER FRA 2014
MANDAG 21. APRIL
Turen fra Jaffa til Jerusalem går glat, lige indtil vi nærmer os bydelen Gilo. GPS Gerda annoncerer lakonisk, at denne del af byen ikke findes! Og foran os tårner beboelsesblokke sig op! Meget mystisk. Google har åbenbart glemt at fodre Gerda med informationer om denne forstad til Jerusalem.
Da vi forstørrer kortet, kan vi læse, at der langs den stiplede linje står 1949 ARMISTICE AGREEMENT LINE. 10-øren falder. Gilo er palæstinensisk område. Gilo er en del af Vestbredden. Hvorfor figurerer den ikke på Google Maps? Hvorfor er vores servasværter de næste to dage, Lesley og Meir, blevet bosættere på Vestbredden? På Servas International har vi set, at de er aktive medlemmer af diverse fredsbevægelser.
Vi ringer og får kørselsanvisninger, og Lesley møder os nedenfor deres boligkompleks. Hun er 62, kalder sig irsk, selv om hun har boet i Jerusalem, siden hun som 18-årig besluttede at bosætte sig i Israel. Hun nåede kortvarige studier på Trinity College, universitetet i Dublin, inden hun fortsatte på universitetet i Jerusalem, hvor hun mødte den fem år ældre algierskfødte jøde Meir, som i dag er pensioneret socialrådgiver.
Meir oplevede Algierkrigen, inden hans familie fulgte med franskmændene ud af landet i 1962 og bosatte sig i Marseille; dvs. han oprindelig havde fransk som sit modersmål. Nu taler han så ivrit med sin kone og deres fire voksne børn. I Den Store Danske står der, at ivrit er nyhebraisk, et sprog israelerne begyndte at bruge i 1950’erne.
Lesley og Meirs ældste datter er lige blevet gift og tager afsted i nat på bryllupsrejse med sin hærdebrede mand, der ser ud til at være halvanden meter over skuldrene og have overarme som mine lår.
Meir og Lesley har inviteret gamle venner fra Irland til at spise med i aften. Carla, som er pensioneret forsker i skoliose, lidelse med skæv ryg, og hendes mand David Goldberg, som er billedkunstner.
Der er mange emner op at vende. Krigene, historien, fredsforhandlingerne, som de ikke tror vil give resultat. Hamas, som sender deres dårligt fremstillede bomber ind over landet. I dag landede 10 af dem midt i en kornmark.
Vi spørger Meir og Lesley om, hvorfor de har bosat sig på Vestbredden, som Israel har besat siden Seksdageskrigen i 1967. FN erklærede jo i 2013, at Nethanyahus politik med at tillade bosættelser på Vestbredden er en overtrædelse af Folkeretten.
”Det er også dybt pinligt,” siger Lesley og kigger ned i sin kaffekop. ”Vi havde ikke råd til en lejlighed, der var stor nok til to voksne og fire børn. Slet ikke. Men så var der pludselig den her lejlighed i Gilo, hvor huslejen var markant lavere end i Israel. Den havde vi råd til.”
Efter en traditionel suppe for Pesach og stegt kylling med de sædvanlige salater og søde kartofler og et enkelt glas lokal rødvin, kører Lesley deres gamle venner hjem til den lejlighed, de har lejet for en måned.
Vi tager med og får en Jerusalem-by-night tur, der blandt andet går forbi Ariel Sharons præsidentbolig, højesteret og parlamentet, Knesset, der er badet i de nationale farver hvidt og blåt.
TIRSDAG 22. APRIL
Kvart over syv. Meir er allerede oppe og i gang med at lave morgenmad til Lesley. Radioen kører.
”Hamas fortsætter med at fejre, at vores Pesach er ovre,” fortæller Meir med slet skjult ironi. ”10 raketter blev sendt afsted fra Gaza i går, men der var heldigvis ingen tilskadekomne.”
Reaktionen fra israelsk side er den sædvanlige. Man lokaliserer, hvorfra raketterne er affyret, hvorefter lokaliteten bombes. Derefter overvåger helikoptere området, og hvis der skydes mod dem, er der øjeblikkelig gengældelse, også selv om det kan koste civile liv.
Meir tror ikke på fredsprocessen. ”Hvis ikke forhandlingerne fortsætter efter 29. april, vil det komme til alvorlige sammenstød. Det er der ingen, der ønsker. Det er også derfor Hamas og Fatah mødes i disse dage til stor irritation for Netanyahu og den israelske regering. En samlet palæstinensisk front vil stå stærkt under forhandlingerne.”
Lesley er på arbejde. Meir mangler pigment i hud, hår og øjne, så han tager lukkede solbriller på og trækker solhatten godt ned over ørerne, inden vi kører til Olivenparken ved Ramat Rachel, en kibbutz fra 1930’erne. Dengang var den omgivet af grønne træer, i dag er den omgivet af beboelsesejendomme.
Vi stopper ved Tolerencemonumentet, hvor vi overværer en araber blive kropsvisiteret af politiet og derefter arresteret. Hvad det er, ordensmagten ikke tolererer, er uvist.
Muren, vi kan se slynge sig op og ned ad bakkerne mod Betlehem, kalder Meir beskyttelseshegnet.
”I 2002 blev en bus sprængt i luften to stoppesteder fra vores lejlighed. Nu er der en mindesten for en teenager, der mistede livet sammen med 15 andre. Siden hegnet blev sat op, har der været meget få attentater. Tallene lyver ikke.”
Vi parkerer på Zionbjerget og går til fods op langs bymuren. I en blød kurve ligger en bil på taget. Chaufføren og passagererne sidder i vejkanten. Meir taler med dem. De har ikke fået en skramme, men er noget chokerede.
Meir leder os forbi Zionporten og videre ned til porten nærmest Grædemuren, hvor vi og vores tasker tjekkes omhyggeligt. Som følge af problemerne med fredsforhandlingerne, har situationen været spændt den seneste tid, fortæller Meir, og der er da også stort set lige så mange soldater som pilgrimme og turister på pladsen, der i øvrigt synes væsentligt mere civiliseret end for 40 år siden.
Der er ikke adgang til Tempelbjerget før klokken halv to.
”Jeg er jo uønsket på Tempelpladsen, så jeg tager bussen hjem,” siger Meir uden at forklare nærmere. Vi bliver i Jerusalem og går gennem vesttunnelen til det muslimske kvarter i den gamle bydel, får en falafel og hviler fødderne, indtil klokken bliver 13.30.
Skilte fortæller, at det er forbudt for jøder at betræde pladsen på Tempelbjerget, fordi det er et HOLY SITE, et helligt sted. Normalt er det sådan, at muslimer benytter moskéerne på Tempelpladsen – Al-Aqsa og Klippemoskéen – mens jøder holder sig til Grædemuren ved foden af Tempelbjerget. Alligevel er der adskillige ultraortodokse jødiske mænd og drenge, som kæmper sig forbi os i køen.
Ved indgangen bliver jeg stoppet og må investere 25 shekel i et stort tørklæde, der kan tildække mine ureglementerede bare, blege ben.
Der er hektisk aktivitet ved indgangen. De israelske sikkerhedsstyrker har taget deres forholdsregler og er talstærkt repræsenteret i form af kampklædte tropper, der dog foreløbigt har ladet deres store skjolde af plexiglas stå ved indgangen.
Ortodokse jøder taler i mobiltelefoner. En bistert udseende militærmand henvender sig højlydt til dem, men ender med at lade dem komme ind. Hvorfor jøder og andre ikke-muslimer får adgang til Tempelpladsen i dag, melder historien ikke noget om.
Et sådant besøg er ikke populært hos palæstinenserne. Da den israelske ministerpræsident Ariel Sharon besøgte Tempelpladsen i september 2000, var det så kontroversielt, at det endte med at udløse den anden Intifada. Nu må man så håbe, at dagens jødiske besøg ikke udløser en ny al-Aqsa-Intifada.
Der er fredeligt foran indgangen til Al-Aqsa-Moskéen, hvor en lille gruppe arabiske mænd er forsamlet. Men på Tempelpladsen bliver de sortklædte, jødiske drenge og mænd straks forfulgt af en hærskare af stærkt ophidsede arabiske kvinder, der højlydt råber noget, der lyder som ”Allah Akbar”.
Der er flere grupper af rasende, slørtildækkede muslimske kvinder på pladsen mellem Al-Aqsa og Klippemoskéen, og sikkerhedsstyrkerne har nok at gøre med at adskille kombattanterne.
Turister på trappen op til Klippemoskéen tager fotos af de rasende og råbende palæstinensiske furier, der nu kaster sko mod de ortodokse jøder, hvis indtrængen på Tempelpladsen tydeligvis opfattes som en grov provokation.
Vi går op til Klippemoskéen, den største helligdom for både arabere og jøder. Den skinner som en sol, efter Jordans Kong Hussein spenderede 150 kg bladguld på kuplen for få år siden.
Murene er beklædt med armensk keramik fra 1500-talet. Selve bygningen blev påbegyndt i 690. Efter sigende var det her, Mohammed drog til himmels, her Vorherre skabte Adam, her Abraham blev sat til at ofre sin søn, og her Pagtens Ark blev gemt i Tempelbjergets underjordiske grotter.
Inde i selve moskéen er der kun adgang for muslimer. Ærgerligt – husker det som en meget stor oplevelse i 1974.
De ortodokse jøder, som måtte dukke sig for flyvende skotøj på Tempelpladsen, er nu på vej ind ad indgangen til den gamle by. Her modtages mændene som helte af deres koner og døtre, mens drengene får kys og kram af deres mødre og søstre.
Efter en tiltrængt siesta hos Lesley og Meir, tager vi alle fire til Det israelske Museum for at se nærmere på Dødehavsrullerne. Museet er et smukt stykke arkitektur, formet som låget på en af de 92 amforaer, som en beduin fandt i Qumran-grotterne i 1947. Pudsigt nok lige inden staten Israels oprettelse. Lerkrukkerne indeholdt omkring 800 skriftruller af pergament og papyrus, skrøbelige dokumenter, som kræver kølige forhold, så selve bygningen overrisles af sprinklere det meste af døgnet.
Vi når lige en fransk visit på Kunstmuseet, som er en det af Det israelske Museum, og som huser en fin samling franske impressionister.
Det er sent, meget sent, inden vi sætter os foran salaterne hjemme hos Lesley og Meir.
***
Det bliver ikke til golf i dag. Er blevet kuldskær på mine gamle dage. Så det bliver motionscyklen i Viborg Hallen med Politikens podcast fra Gaza i hørebøfferne.
Genbesøget i Det Hellige Land kan man læse mere om i kapitel 7 her, og det er den sidste i denne serie. Første del kan læses her.
Fotos: Annemarie og Kim Boje
Tekst: Kim Boje
BONUS INFO
- Geopolitik og kortkrise. Den 9. august 2016, to år efter vores besøg i Det Hellige Land, skrev Politiken på Facebook: ”Palæstina findes ikke længere. I hvert fald ikke, hvis det står til Google, som 25. juli i al hemmelighed var ude med det politiske viskelæder og fjerne Palæstina fra tjenesten Google Maps”. Politiken havde dog sovet i timen, for The Independent kunne samme dag fortælle, at Palæstina aldrig havde figureret på Google Maps.
Geopolitik er kompliceret, og åbenbart forsøgte Google at undgå territorielle konflikter, men uden den helt store succes, for ifølge den uafhængige medieforskningsinstitution Middle East Monitor var det Palæstinensiske Forum for Journalister hurtigt ude og anklagede Google for at ”forvanske historien, manipulere med geografien og ugyldiggøre palæstinensernes ret til deres hjemland” ved at fjerne Palæstina fra deres korttjeneste. - Gilo 1. ”Et kvarter, der ligger på den anden side af den såkaldte grønne linje og derfor defineres som en bosættelse, selvom Israel definerer Gilo som en del af Jerusalem.
(…) Mens den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, overvejer at gå af på grund af Israels uvilje til at stoppe byggeriet i bosættelserne, fyrer den israelske regering selv op under debatten om bosættelserne med offentliggørelsen af en plan om at bygge 900 nye boliger i Gilo. (…) I øjeblikket bor der omkring 40.000 israelere i Gilo.
Planen møder kritik og fordømmelser fra store dele af det internationale samfund, og den palæstinensiske regering siger, det er meningsløst at forhandle med den nuværende israelske regering.” Allan Sørensen, Kristeligt Dagblad, 24.11.2009 - Gilo 2. Israel bruger boligkrisen i 2023 til at lokke israelere til at blive bosættere. ”Israels boliglotteriplan gør ‘heldige’ israelere, der ikke har råd til at købe et hus, til nye bosættere, i klar overtrædelse af international lov,” Adi Cohen, Haaretz, 15. 2. 2023
- ”Der var engang et kongerige”, Jerusalem – Kampen om den hellige by, episode 1 af 6. Amerikansk CNN dokumentarserie fra 2021. (Jerusalem: City of Faith and Fury).
’Jerusalem – Kampen om den hellige by. Det første af seks afsnit har overskriften ’Der var engang et kongerige’. På hjemmesiden kan man læse:
”Tempelbjerget, Grædemuren, al-Aqsa-moskéen og Klippemoskéen. Jerusalem er et centrum for tre af verdens største religioner: jødedommen, kristendommen og islam. Men hvordan påvirker byens komplekse fortid nutiden? Serien dykker ned i seks skelsættende konflikter i byens historie. Første episode følger Jerusalems udvikling fra en lille, isoleret bosættelse uden stor betydning til det jødiske folks helligste by.”
Ses her på DR.TV indtil 30. november 2026. - Jerusalem. På arabisk القُدس (udtalt al-Quds) betyder navnet ”Den Hellige”. På hebraisk יְרוּשָׁלַיִם (udtalt Yerushalayim) betyder navnet ”Fred” eller “Testamentarisk Gave”.
Jerusalems historie, jf. Den Store Danske - Ivrit, moderne hebraisk. Ivrit er i familie med fønikisk, aramæisk og arabisk. Ivrit læses som arabisk fra højre mod venstre.
Skulle man få brug for at oplæse en tekst på ivrit, hvor ordet YHWH (Jahve, Israels gud i Det Gamle Testamente) forekommer, skal man husk at erstatte ordet med adōnāy (Herren), da YHWH ikke må udtales.
PS. Det jødiske sprog er vanskeligt at beherske i skrift og tale. Det er også vanskeligt at konvertere til jødedom. Kravene er skrappe og kan overraske. Da en dansk volontør i kibbutz Lehavot HaBashan i sin tid skulle til den endelige optagelsesprøve, spurgte censor allerførst, om hun var ryger, hvortil den unge kvinde indrømmede:
”Ja, der ryger vel en pakke Times om dagen.”
”20 cigaretter om dagen!” udbrød rabbineren vantro. ”Så ryger du også på sabbatten! Næste!” - Historien om Tempelbjerget. Christian Hjortkjær, Religion.dk (udgives af Kristeligt Dagblad) 30. marts 2011, https://www.religion.dk/viden/historien-om-tempelbjerget
