Vejret er ulideligt vådt og gråt. Jeg sætter mig op på den gamle motionscykel og sætter en podcast på. Finder en som Politikens tidligere mellemøstkorrespondent Marcus Rubin står bag. Den har titlen »Jeg er ligeglad med Gaza. Jeg vil bare gerne have, at min familie overlever«.
Golfmakkeren og hans hustru kommer i aften. De har bobler og forret med. Inden kokken går i gang med hovedretten, ser han tilbage på påsken i 2014.
***
DAGBOGSNOTATER FRA 2014
SØNDAG 20. APRIL
Tova og Zeev fortæller ved morgenbordet, at deres søn har haft alvorlige psykiske problemer som følge af de obligatoriske tre års tjeneste i hæren. De seneste par år er der dog sket store fremskridt, efter han er begyndt at arbejde i en virksomhed, der drives efter Rudolf Steiners principper.
Da vi er på vej ud ad døren, fortæller Tova, at de ret ofte har ubudne gæster i Atzmon i form af palæstinensere fra Vestbredden, der går på tyvetogt i de jødiske landsbyer.
”Nu hvor I skal videre, kan vi jo godt fortælle, at jeres værelse i stueetagen er det eneste, hvor vi ikke har sat hængelås på.”
Vi glæder os over, at vi ikke blev berøvet og forlader de gemytlige servasværter og kører til nationalparken Zippori få kilometer fra Nazareth for at studere de byzantinske mosaikker, blandt andet et portræt af en smuk kvinde, der muligvis skal forestille Afrodite, og som turistbrochuren kalder Galilæas Mona Lisa. Vi har herlighederne stort set for os selv inklusiv udsigten ud over det bjergrige landskab.
Det er påskesøndag, normalt en arbejdsdag i Israel, men de godt 80.000 indbyggere i Nazareth er hovedsageligt muslimer og kristne, og da søndagen er en kristen hviledag, forklarer det måske, hvorfor der ikke er problemer med at finde et sted at parkere Ford’en i den ellers efter sigende så livlige arabiske handelsby.
Englen Gabriel fortæller jomfruen Maria, at hun vil blive svanger med Guds søn. Derom er der ingen tvivl i de bibelske beretninger. Derimod er der tydeligvis stor uenighed om, hvor i byen Gabriel overbragte budskabet, så Nazareth har adskillige såkaldte bebudelseskirker.
Den største bebudelseskirke er en gigantisk basilika fra 1969, som Tovas far var ingeniøren bag. Der er ikke mange besøgende i selve bebudelsesgrotten under kirken, men det mest interessante findes måske også i kirkerummene, hvor billedkunstnere fra en lang række lande har givet jomfruen og barnet en ansigtskulør, der går fra hvid til brun til gul og sort.
Der er kun én palæstinensisk vært på Servas Internationals værtsliste. Fotografen ringer til familien i Hebron på Vestbredden. ”Ingen forbindelse. Det er tredje gang jeg prøver.”
Øv. Ingen muligheder for at opleve den legendariske, arabiske gæstfrihed. Servas Palestine har ellers en del trafik på Facebook.
”Det er noget lettere at komme inden for murene i den jødiske virkelighed”, siger fotografens bedre halvdel, som har udprintet hele værtslisten. ”Der er 156 israelske servasværter!”
Fotografen ser op fra mobiltelefonen. ”Jeg har faktisk prøvet syv af de israelske. Tre svarer ikke, og resten kan ikke modtage besøg, hverken i dag eller i morgen.”
”Måske skulle vi prøve at kontakte Esben og Peter fra Monte Carlo og høre, hvordan de gjorde for at komme indenfor i Gaza og på Vestbredden sidste år.”
Men fotografen har allerede fundet et alternativ, så det ender med, vi dropper Servas i aften og booker et værelse på Hotel The Clock i Jaffa. Det er 180 kilometer fra Nazareth, men så får vi også set Tel Aviv, der ligger i gåafstand fra The Clock.
Ifølge Biblens gammeltestamentlige kilder blev Jaffa grundlagt af Noahs søn Jafet, altså efter Syndfloden, dvs. 1800 år før vor tidsregning, så for ortodokse kristne er byen knap 4000 år gammel. Det er den også for os andre, da arkæologiske udgravninger viser, at Jaffas fæstningsvold er fra cirka 1700 f.v.t., hvilket gør den til klodens ældste havneby.
Efter indtjekningen på The Clock er der kaffepause på Café Pua. En af de fem unge tørklædeklædte kvinder, som pulser løs på en vandpibe ved nabobordet, anbefaler restauranten The Old Man and the Sea.
Næppe er vi blevet bænket ved det åbne køkken før en tjener formelig kaster 20 små skåle med 20 forskellige salater på vores bord. To sekunder senere følges salaterne af friskbagte fladbrød, som en svedende kok haler ud af den åbne stenovn. 10 sekunder senere stiller tjeneren en kande citronsaft på bordet – der skænkes ikke alkohol på arabiske spisesteder – alt imens han undskylder forsinkelsen.
Tempoet på Den gamle mand og havet får betjeningen på Chartier, den travleste restaurant i Paris, til at synes som slow motion til sammenligning.
Ifølge jøde- og kristendommens Gamle Testamente var det fra Jaffas havn, Jonas sprang om bord på et skib for at undgå Vorherres befaling om at tage til Nineve for at få byens indbyggere til at opføre sig anstændigt og gudfrygtigt. Det kostede Jonas et tredages ophold i en hvalfisk, og hvis man hørte efter i religionstimerne, kender man resten af historien.
MANDAG 21. APRIL
Morgenmad på Café X Court, der ligger lige ned til vandet med udsigt til Tel Avivs strande og skyline. Kvaliteten på salaterne, der serveres med æg Benedict, røget laks og godt brød, er tårnhøj. Selv popmusikken, der strømmer ud fra højtalerne, er vældig god.
Mætte og musikalsk velfornøjede går fotografen og reporteren til Tel Aviv. Det er nordpå langs vandet, hvor folk allerede soler sig på de brede strande. Der er skilte overalt, som fortæller, at surfing er tilladt og badning forbudt. Det afholder dog ingenlunde strandgæsterne fra at kaste sig i bølgerne.
Forbi The Dolphinarium, diskoteket, hvor en Hamas fan sprængte sig i luften 1. juni 2001 under den anden intifada og tog 34 teenagere med sig i døden og sårede yderligere 136. Resterne af diskoteket står tilbage som et meget trist historisk vartegn.
Det er sidste dag i Pesach, den ugelange jødiske påske, så der er tæt trafik på promenaden. Familier med barnevogne og hunde i snor, folk på cykler og en hel konvoj af ældre stående op på de praktiske tohjulede såkaldte Segways. Men ingen ortodokse. De holder sig langt væk fra det frivole Tel Aviv, der også kaldes the Pink City, fordi landets bøsser og lesbiske har et fristed, der flere gange har fået prisen som verdens homohovedstad.
Tel Aviv er ikke kun en spændende lyserød by. Det er også en spændende hvid by. Det kan man takke tyske nationalsocialister for. I 1932 lukkede de nemlig Berlins kunstskole Bauhaus, som prædikede rene linjer, simple former og enkle farver. For nazisterne var det avantgarde og dermed rendyrket dekadence. Resultatet blev, at Le Corbusier tog til Frankrig, Mies van der Rohe til USA og en masse talentfulde jødiske elever til Det Hellige Land, hvor de brugte deres uddannelse indenfor arkitektur, kunsthåndværk og industriel design til at skabe en lang række minimalistiske bygninger med hvid kulør.
Den hvide bydel i Tel Avis centrum er optaget på listen over UNESCOs verdensarv og en rejse værd. Men der er desværre ikke tid i programmet til at besøge Bauhaus Centret i Dizengoff St. 77. Det bliver kun til en kort gåtur rundt i kvarteret omkring Boulevard Rothschild.
Tilbage til Jaffa, hvor bilen er parkeret, og hvor unge palæstinensere tager en dukkert i havnebassinet.
Vi napper en sandwich inden turen går mod Jerusalem, en lille times tid på motorvejen, men en lang rejse mellem to verdener, den hvide, lyserøde by og den dybt religiøse hovedstad.
***
Det var en meget hyggelig nytårsaften. Maden var god og selskabet godt. Aftenen kulminerede allerede klokken cirka 18.13, da Dronning Daisy annoncerede, at hun går på pension om to uger.
Mens medierne i båndsløjfer sender seneste nyt om monarkiets fortid og fremtid, går den første dag i det nye år med skihop, nytårskoncert og en artikel af New York Times reporter i Jerusalem Hiba Yazbek, som har fokus på den palæstinensisk-israelske landsby Fredens Oase, hvor arabere og palæstinensere knytter bånd på tværs af afgrunden. En replik fra en af byens beboere bliver siddende. ”Vi kan leve sammen. Det er ikke en drøm, det kan virkelig ske.“
Spørgsmålet er så, om Fredens Oase kan blive en model for fred i Det Hellige Land. Et fromt nytårsønske, som kræver mod og fornuft af Mellemøstens politikere for at blive indfriet.
Pølsevognen har lukket. Men spejlæg og bacon på ristet brød kan også bruges. Nytårskoncerten er også godt. Så længe der ikke skrues for højt op for lydstyrken.
Genbesøget i Det Hellige Land kan man læse mere om i kapitel 6 her. Første del kan læses her.
Tekst: Kim Boje
Fotos: Annemarie og Kim Boje
BONUS INFO
- Marcus Rubin, »Jeg er ligeglad med Gaza. Jeg vil bare gerne have, at min familie overlever«, Du lytter til Politiken.
”To millioner mennesker stuvet sammen på et af klodens tættest befolkede steder bliver i disse dage flyttet rundt fra sektor til sektor, mens den israelske hær i jagten på Hamas nærmest fører krig mellem benene på dem. En af dem er Aziz El-Kahlout, som allerede en gang er flygtet fra det nordlige Gaza med sin familie. I dagens afsnit (…) fortæller Aziz, hvordan familiens dage går, nu hvor de gemmer sig i syd, mens kampene raser uden for i gaderne. Og Politikens tidligere mellemøstkorrespondent Marcus Rubin, taler om, hvad Aziz og de andre to millioner i Gaza egentlig har at håbe på.” Podcast fra Gaza
- Servas Palestine https://www.facebook.com/ServasPalestine/
- Hiba Yazbek, “In an Israeli Oasis, a Model for Peace, if Messy and Imperfect”, New York Times, 30. September, 2023, https://www.nytimes.com/2023/09/30/world/middleeast/israel-peace-oasis-village.html. Artiklen, der blev bragt i New York Times en uges tid inden Hamas’ terrorangreb på Israel 7. oktober, handler om landsbyen Wāħat as-Salām / Neve Shalom / Fredens Oase, som Puk Damsgaard og Mads Køngerskov besøgte i december, jf. nærværende artikelserie kapitel 3.
