10 grader i weekenden. Golf på programmet efter en lang vinterpause. Selv om det er vådt og klamt, er det er en lise for sjælen. Især da solen bryder igennem tågedisen.
Bagefter Grimbergen fra fad på GOMA, restauranten i Viborg Golfklub, der også har god mad.
En rigtig god dag.
***
DAGBOGSNOTATER FRA 2014
FREDAG 18. APRIL
Farvel til Eyal & Co. Et kort ophold i Kiryat Shmona for at få benzin, et bedre kort over Israel og et par bøger af Amos Oz. Caféen med den fabelagtige ice-coffee findes desværre ikke mere.
For at komme til Safed aka Zefat er det op ad bakke. Helt præcist 900 meter op. Safed er en af jødedommens fire hellige byer. De andre er Jerusalem, Hebron og Tiberias.
Efter Inkvisitionen havde smidt de rettroende jøder ud af Spanien, fandt de her et afsides fristed, hvor de kunne fordybe sig i, hvad de opfattede som den oprindelige jødedom. Studier af den gådefulde Kabbala og anden mystisk litteratur, som kun er forståelig for de indviede.
Sidenhen har de ultraortodokse jøder mangfoldiggjort sig i en grad, så her formelig vrimler med ortodokse mænd og kvinder og ikke mindst børn.
Safed var dog ikke et fristed for den oprindelige arabiske befolkning. Ikke efter maj 1948, hvor omkring 12.000 arabere – heriblandt familien til Mahmoud Abbas, den nuværende præsident for Det Palæstinensiske selvstyre – måtte flygte fra Safed under den første israelsk-arabiske krig.
Den 14. maj blev staten Israel oprettet. En glædens dag for israelerne, der så en ende på forfølgelserne af og folkemordet på det jødiske folk. Et mareridt for palæstinenserne, der betegnede fordrivelsen fra deres land som Al Nakba, katastrofen, hvor 700.000 arabere blev statsløse og anbragt i flygtningelejre. Et tal der ifølge UNRWA, FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Palæstina, Jordan, Libanon og Syrien, er blevet til næsten seks millioner.
På citadellet i det hasidiske kvarter, hvor de ultraortodokse jøder er meget synlige, drøner børn – dvs. drengebørn – rundt på deres mountainbikes, et kosteligt syn, når de kommer farende i deres lange sorte frakker med kippaen klistret til issen og slangekrøllerne flagrende efter sig.
I Safeds gamle bydel går purunge mødre tur med deres store børneflok. På billedet er der fem børn, når man tæller efter. Det kan blive til mange flere, inden moderen går på barselspension.
Vi får en vegetarmenu på Cafe Bagdad, hvorfra man kan se ud over landskabet helt til Genesaret Sø og samtidigt betragte folkelivet på gaden. Pludselig kommer der meget høj musik ud af en lille bil med åbne vinduer. Den triller langsomt afsted efterfulgt af langskæggede mænd med slangekrøller og en større flok drengebørn. Alle hvirvler de rundt i det, der vist skal forestille en ekstatisk glædesrus, men som for os uindviede ligner det glade vanvid.
Fra den gådefulde, hellige by Safed videre til kibbutz Ginosar ved Genesaret Sø, hvor en otte meter lang båd under en langvarig tørke i 1986 pludselig dukkede op af sandet. Nu er den udstillet i et stort museum under navnet Jesus-båden, da den kan dateres tilbage til det 1. århundrede. Jesus er ellers ikke en bibelsk skikkelse, der ofres megen opmærksomhed på disse kanter. De ortodokse udtaler end ikke hans navn, efter de tåbelige kristne begyndte at opfatte ham som en messias.
Fotografen tager en svømmetur i søens lave vand – som er særlig lavt efter en vinter med meget lidt regn.
Efter en siesta ved bredden under træers skygge kører vi til Karmiel og videre til en lille landsby Atzmon for at besøge servasværterne Zeev og Tova. GPS’en kunne ikke registrere byen, så det var en udfordring at finde vej. Landsbyen har, som alle nyere landsbyer, et stort hegn til at holde uvedkommende ude (læs: arabere).
Tova har just lagt taktstokken på hylden sammen med karrieren som dirigent og hygger sig nu med at producere smykker i stor stil. Hendes mand Zeev er assurandør. Husets indretning er i klassisk servasstil. Afslappet, rodet og meget hyggelig.
Der er gæster her dagen før sabbatten. Dubi og Lea, gode venner, og en ung soldat. ”A lone soul”, som Dubi siger, der har brudt med sin familie, og som Dubi og Lea har taget sig af de sidste par år.
Dubi betegner sig selv som en verdslig, humanistisk og venstreorienteret rabbiner. Han tager sig bl.a. af at arrangere ægteskaber mellem folk med forskellig religiøs baggrund, som det fremgår af Dubis hjemmeside.
De lokale omkring bordet er enige om, at fremtiden ser håbløs ud i Israel. Netanyahu er en udspekuleret høg, der driver amerikanerne og FN rundt i manegen. Venstrefløjen er svag og uden opbakning. De “sorte” – de ultraortodokse – er skingrende skøre. Araberne er ikke til at stole på. Og bosætterne umuliggør en fredelig løsning på det palæstinensisk-jødiske problem.
Der diskuteres og spises indtil midnat. Efter alskens vegetariske retter kommer aftenens gastronomiske clou. Tora forklarer, at desserten, som ligner noget fra et kunstgalleri, ikke kun er en skueret. Men det er et kunststykke at lave den. Man fylder blade fra haven og vand fra vandhaven i en skål, lægger en ny mindre skål oveni, afbalancerer skålene med små sten og sætter forsigtigt opstillingen i fryseren i otte timer. Når det er tid til at spise dessert, kommer man friske, søde bær i den smukke isskål. For eksempel jordbær. Meget effektfuldt! Og skålen er bæredygtig. I hvert fald indtil den smelter.
LØRDAG 19. APRIL
På vej til Rosh HaNikra, nogle grotter på grænsen til Libanon, fortæller Tova om bjerglandsbyerne i området. Flere er arabiske, andre jødiske, enkelte drusiske; kun meget få byer i landet har en befolkning af blandet etnicitet, heriblandt Akko, som vi skal besøge senere på dagen.
”Strengt taget kan man ikke forbyde arabere at slå sig ned i de jødiske landsbyer, men det er faktisk sket,” fortæller Zeev. ”For et par år siden fik en araber først nej til at slå sig ned og bygge bolig i en jødisk by, men sagen endte i højesteret, som gav manden ret til sit forehavende. Og nu har han bygget et palads, som overhovedet ikke passer ind i byen med de lave små huse. ”
Trods sin klare politiske holdning til venstre for midten har assurandøren af og til svært ved at skjule sin antipati overfor arabere i al almindelighed.
Zeev har været pilot i hæren, men han fortæller ikke om sine oplevelser, og vi spørger ikke. Han fik sin uddannelse i 1966-67 og var derefter yderligere seks år i luftvåbnet. Sidenhen boede han og Tova i Zeevs kibbutz, men efter 10 år kunne Tova ikke holde det socialistiske kibbutzliv ud længere. Det blev for svært for hende at skulle overlade de tre børn til personalet i børnehuset det meste af dagen. Og for 21 år siden flyttede de så fra kibbutzen. Uden pension og opsparing.
Det var ikke let for Zeev at finde arbejde, han havde ikke lyst til at gøre karriere som pilot i det private. Han uddyber ikke hvorfor, men man kan måske godt forestille sig, at han ikke har haft udelukkende positive oplevelser med at flyve. Zeev hutlede sig igennem med diverse ufaglærte jobs, inden han ret tilfældigt fik nogle kurser indenfor forsikringsbranchen og endte som selvstændig assurandør.
Der er lang kø til klippehulerne i Rosh HaNikra, som i 1974 var en meget stor og fredfyldt oplevelse. I dag er det et gedemarked, hvor man dårligt har mulighed for at stoppe op et øjeblik ved grotterne, som Middelhavets glasklare vand har gravet ud af kridtklinterne.
En israelsk destroyer patruljerer langs kysten ”because there are always many visitors here during Passover,” forklarer Zeev.
Gennem Nahariya – den mest bombede by under den anden libanesiske krig i 2006 – og videre til Akko, den gamle arabiske korsfarerby, som er på UNESCOs Verdensarvliste.
Den står på granatæblevin i den tyrkiske basar, vandpiber i den arabiske souk og en god frokost hos Abu Christo på den livlige havnefront. Efter kaffen og en hvinende sød, arabisk kage, viser Tova rundt på korsridderborgens vældige fæstningsmure, hvor vi hilser på den karismatiske restauratør Uri Buri med det imponerende lange grå skæg og fiskerestauranten af samme navn, ” known as one of the best restaurants in Israel and in the world”, som der ubeskedent står på Uri Buris hjemmeside.
Zeev har i mellemtiden hentet sønnen på 31, som bor lidt længere sydpå, hvor han arbejder med grøntsagsproduktion. Han er en stille fyr, der ikke siger meget, og som mestendels ser ned i bordet under den meget sene aftensmad.
***
Det bliver også sen aftensmad i Viborg, hvor den gamle golfspiller hænger skiltet I GOLF… THEREFORE I AM NOT HERE tilbage på opslagstavlen og lægger den bærbare computer på plads, inden han går i Rema 1000 for at købe ind.
Genbesøget i Det Hellige Land kan man læse mere om i kapitel 5 her. Første del kan læses her.
Tekst og fotos: Kim Boje
BONUS INFO
- Isabella Hammad, Genfærd ind (2023). Engelsk-palæstinensiske Isabella Hammads nye roman ”tager sit afsæt i den uophørlige konflikt mellem israelere og palæstinensere. Men mens den blodige virkelighed ikke levner plads til meget optimisme, vover den prisvindende forfatter med de palæstinensiske rødder at antyde konturerne af et spinkelt, blafrende håb.” Henriette B. Lind, Jyllands-Posten, 28.11. 2023
- Morten Scriver Andersen, “Palæstinensernes “katastrofe”: Hvad var Nakba?”, Global Nyt, 26. oktober 2023
- Servas. En international organisation, der er uafhængig af økonomiske og politiske interesser, hvor man kvit og frit kan besøge ca. 15.000 værter i 135 lande. Gennem Servas får man en enestående mulighed for at lære de lokale og deres land at kende indefra. Nogle af Servasværterne på listen har noteret et HE – home exchange – da de er interesserede i husbytte. Læs mere på servas.dk og www.servas.org
