Det var en underlig fornemmelse at se billeder og læse dagbog fra kibbutzen i 1974, året efter Yom Kippur krigen. Den 18-åriges bekymringsløse, hippieagtige tilgang til livet. Den lille historie i den store historie. Ikke mindst med det nuværende, apokalyptiske kaos i Det Hellige Land in mente.
Der er stadig ingen udsigt til en tur på golfbanen. Tværtimod. Det blæser fra nord, og vover man sig ud efter avisen i postkassen, føles de to minusgrader som 10. Men så kan man da gennemse billederne fra genbesøget i Israel i 2014. Og læse lidt i den tilhørende dagbog.
***
DAGBOGSNOTATER FRA 2014
TIRSDAG 15. APRIL
Ben Gurion International Airport. Airbussen lander til tiden og bagagen kommer hurtigt, men så slipper heldet også op.
“It holiday and nothing car left!” siger den unge pige i biludlejningen Thrifty på et noget vakkelvornt engelsk.
Rejseskribenten udbryder et ”Holy Moses!”
Fotografen kigger op fra sin mobil. ”Ja, det må du nok sige. Det er faktisk Moses skyld, at der er ferie i Det Hellige Land.”
Fotografen har som sædvanlig ret. Højtiden Pesach – hebraisk for at forbigå – betegner miraklet, da Vorherre skånede de jødiske førstefødte og kun ombragte de ægyptiske, så Moses kunne flygte fra Egypten med alle israelitterne, som så ikke længere skulle trælle for Farao. En begivenhed, der gjorde det forjættede land jødisk. Det fejrer man ved at holde en uges ferie. Og den starter i dag!
”Med andre ord, hvis vi ikke når vores teetime i Caesarea Golf Club klokken fire, er det Moses skyld.”
”Far out, man. Vi skulle måske have læst på lektien inden afgang. Not?”
Fotografens Danglish rammer plet. Afsnittet om helligdagene i Lonely Planets Israel & the Palestinian Territories blev negligeret. Hvor dum kan man være!?
Da Thrifty godt to timer senere har fået styr på papirerne, og en hvid Ford Focus bliver kørt frem, er der en halv time til teetime. Køen bevæger sig umådeligt langsomt. Efter en halv times køkørsel er vi omsider kommet ud på Avalon Highway. Der bliver ingen golf i dag. Klokken er 16.00 og der er stadig lang vej til Caesarea Golf Club.
Rejseskribenten er en handlingens mand, så han ringer til et hotel i Netanya, Mitzpe Yam Hotel. Receptionisten taler en kaudervælsk blanding af russisk, engelsk og fransk.
”Da, we have one chambre, dva personnes. Da, deux people. Da, da.”
Så skulle overnatningen være på plads.
Der skiltes fortrinsvis på fransk og russisk i Netanya. Sjældent på hebræisk. Det er oplagt at franske jøder bosætter sig her. Her er sol, varme, palmer og Middelhav. Som på den franske riviera.
At receptionisten på Mitzpe Yam Hotel er russer er ikke så underligt. Ifølge den satiriske tv-serie Monte Carlo elsker jøderne, der kunne ses på DR sidste år, har omkring en million russiske jøder bosat sig i det nordlige Israel siden 1989.
ONSDAG 16. APRIL
Caesarea Golf and Country Club
Morgenmaden på Mitzpe Yam Hotel består af røræg, ost, smør, salater og kaffe samt en sød drik, der ikke er appelsinjuice. Der er ikke brød på bordet. Moses og israelitterne havde i sin tid så travlt med at komme ud af Egypten, at brødet ikke nåede at hæve, og det mindes man under Pesach ved at spise gærfrit knækbrød til maden.
Der er lange køer på motorvejen mod Haifa, så vi tager en omvej, som desværre også er fyldt med ferierende bilister. Det tager næsten to timer at køre de 15 km nordpå til Caesarea Golf and Country Club.
På klubbens hjemmeside kan man læse, at den britiske filantrop, bankmand og golfspiller med det alenlange adelige navn James Armand Edmond de Rothschild (1878 – 1957) stod fadder til golfbanen ved Caesarea. Jimmy de Rothschild – som han blev kaldt for nemheds skyld – syntes, at kyststrækningen med de romerske ruiner mindede om klitterne langs de skotske linksbaner, og da familien Rothschild selv ejede området, var der ikke langt fra tanke til handling. Her skulle ligge en golfbane.
Men først i 1961, efter Jimmys død, blev hans drøm realiseret. Indvielsen af Caesarea Golf Club skete til gengæld under pomp og circumstances, hvor en tusindtallig tilskuerskare og diverse honoratiores overværede Sam Snead og Harry Whitman, golfsportens daværende superstjerner, spille 18 huller under stor bevågning af formanden for the Royal St. Andrews Golf Club, Lord Cohen, der i dagens anledning var udnævnt til overdommer.
Snead vandt showmatchen med en runde i 72 slag. Whitman var to over par.
NOW YOU CAN DESIGN YOUR HOME
Golfbanen blev i 2009 omkalfatret af golfbanearkitekten Pete Dye, som The New York Times har kaldt ‘Picasso’ of Golf Course Design. Og som det fremgår af reklamen i baneguiden, så bruger ejendomsmæglerne også den legendariske banearkitekts navn til at fremme salget af villaerne, der er anlagt langs Dyes skaberværk.
Desværre viser det sig, at der ikke er mulighed for at spille den 6.570 meter lange bane med de veltrimmede fairways og de velanbragte bunkers. I hvert fald ikke i påskeugen.
”Unfortunately, Mister Boje, there are no teetimes available during Passover,” lyder beskeden på sekretariatet. Rejseskribenten må nøjes med baneguiden og indtrykkene fra golfbanen i Det Hellige Land, der er lagret på nethinden. Højst beklageligt!
Tilbage på hovedvejen og bilhelvedet, hvor det tager et par timer at nå til Tiberias ved Genesaret Sø, the Sea of Gallilee på engelsk, Kinneret hos de lokale. Det er i øvrigt ikke let at navigere i Det Hellige Land. Der er ikke megen hjælp at hente hverken hos GPS Gerda, vejskiltene eller det fysiske kort over Israel. Ikke mindst, når der bruges forskellige stavemåder. Akko er for eksempel lig med Acco, Akkon, Acre, Akka, עַכּוֹ og عكّا. De sidste to udgaver er henholdsvis hebraisk og arabisk skrivemåde.
Igen går det i sneglefart ned ad stejle bjerge til Tiberias, hvor der er fest og folk og glade dage. Det er stærkt interessant at opleve ortodokse jøder i deres stiveste puds, kalot og slangekrøller side om side med letpåklædte badegæster, arabere, turister og andet godtfolk.
Kibbutz Lehavot HaBashan
Efter siestaen på en bænk ved havnen, går det nordpå mod Kiryat Shomona, videre mod foden af Golan for at besigtige Lehavot HaBashan, hvor rejseskribenten var volontør i nogle måneder i 1974.
Bomuldsmarkerne er forsvundet – de var ikke rentable på grund af det store vandforbrug – i stedet er det citrusfrugter, der dominerer i det frugtbare område, som blev drænet og opdyrket af de første kibbutznikker i 1940’erne.
I dag er Lehavot HaBashan er en spøgelsesby, hvor tiden har stået stille siden slutningen af 70’erne, og hvor forfaldet har sat ind, så det tidligere så friserede og veldrevne socialistiske paradis med børnehuse og økonomisk demokrati er blevet til slum og forfald.
Den fælles spisesal er lukket, svømmepølen er lukket, infirmeriet, som rejsereporteren kender indefra efter en slem omgang dysenteri i ’74, ligner en ruin. De gamle træbarakker fra 1940’erne er væk, bortset fra to af dem, der ligner kulisser til en western.
En ældre herre, der er ved at skære en blomstrende gren af en busk, forsøger fortvivlet at kommunikere, først på engelsk, så på fransk, men kan ikke hitte rede i hverken syntaks, lexis eller talord. Her har forfaldet også sat ind.
Så er der mere konkret information at hente uden for det lille elendige supermarked hos en anden ældre mand, der fortæller, at han har boet her hele sit liv, og som med glæde husker tilbage på 60- og 70’erne, hvor kibbutzen stortrivedes med hjælp fra de mange volontører, der strømmede til fra hele verden. Men nu er socialismen og den frivillige arbejdskraft væk. Der bor dog stadig to danske kvinder i Lehavot Habashan, som blev gift med kibbutznikker i de glade 70’ere.
”But then the West changed”, slutter manden næsten undskyldende. Vi tager fotos af ham og bedrøvelighederne og kører tilbage mod Kiryat Shmona. Klokken er 17.30. Temperaturen er faldet til 30 grader.
***
En fugl rammer ruden og flakser videre hen over den snepudrede hæk. Det var vist en due. Måske skulle man klistre silhuetten af en rovfugl på glasset. Forsøge at skræmme fuglene, så de ikke knækker halsen.
Genbesøget i Det Hellige Land kan man læse mere om i kapitel 3 her. Første del kan læses her.
Tekst: Kim Boje
Sidste foto: Esmeyleon, Instagram
Fotos i øvrigt: Kim Boje
BONUS INFO
- Caesarea Golf & Country Club, Website
- Monte Carlo elsker jøderne, satirisk reportage-serie, DR 2013.
På DR.DK kan man læse følgende om udsendelsen: ”Siden 1948 har der været en åben konflikt mellem jøder og muslimer i området omkring Israel og Palæstina i Mellemøsten. I medierne hører vi ofte om nye bosættelser, raketangreb eller kommende fredsforhandlinger. Men hvordan opleves konflikten af henholdsvis jøder og palæstinensere? I Monte Carlo elsker jøderne besøger (…) to tidligere P3-værter både jøder og palæstinensere for at prøve at forstå, hvordan det hele kunne gå så galt. De taler blandt andet med ortodokse jøder, deltager i demonstrationer på begge sider af sikkerhedsmuren og interviewer terrororganisationen Hamas i Gazastriben.” Programserien blev i den forbindelse kritiseret af flere medier tilbage i 2013. Læs mere om kritikken her.
- Amos Oz, Between Friends (2012) / Mellem venner, Gyldendal, 2014. ”Amos Oz skildrer livet i en kibbutz i 1957 gennem en række gribende skæbner. Det er mesterligt gjort”, Birgit Sloth, Litteratursiden, 17.2. 2014
- Amos Oz, Interview i den israelske avis Ha’aretz (uddrag citeret fra Bjørn Bredals kronik ”Min kibbutz er væk”, Politiken 15.3. 2013)
”Kibbutzens første ideal var skarpt: at ændre menneskets natur lige med det samme. De første kibbutznikker grundlagde en ungdomslejr i den uskyldige tro, at de ville blive ved at være 18 og 20 til evig tid. En lejr fyldt med unge mennesker, som var frigjort fra deres forældre, fra alle den jødiske landsbys forbud og fortrængninger og fra den jødiske religion – en lejr, hvor alt er tilladt, livet altid er på toppen, og alting konstant er badet i ekstase. Man arbejder, man diskuterer, elsker og danser, indtil man ikke har flere kræfter.
Det var barnligt, selvfølgelig, og med tiden blev det skarpe ideal sløvet. Hvad der så dukkede frem, var den menneskelige naturs grundlæggende egenskaber. Sårbarheden, selviskheden, ambitionerne, materialismen og grådigheden. Det var forlorent at drømme om, at det ville være muligt at sejre over alle disse kræfter, at blive genfødt og skabe et nyt menneske uden det gamle menneskes fejl og mangler.”
- Isabella Hammad, Genfærd ind (2023). ”[Engelsk-palæstinensiske] Isabella Hammads nye roman tager sit afsæt i den uophørlige konflikt mellem israelere og palæstinensere. Men mens den blodige virkelighed ikke levner plads til meget optimisme, vover den prisvindende forfatter med de palæstinensiske rødder at antyde konturerne af et spinkelt, blafrende håb.” Henriette B. Lind, Jyllands-Posten, 28.11. 2023
- Bjørn Bredal, Min kibbutz er væk. Kroniken, Politikens Kroniken 15. marts 2013. ”Den socialistiske landsby var for god til at være sand (…) Den kollektive livsform er afskaffet, børnehuset er lukket efter arbejdstid, og den store spisesal ligger ubrugt hen midt i bebyggelsen som en kun alt for symbolsk ruin.
Privatiseringen er gået sin gang, kibbutznikkerne er blevet selvejere og individualister, de lever hver sit liv med private indkomster og udgifter.
Fællesskabet, ’kibbutzen’, er overgået til at være et holdingselskab, som administrerer de udliciterede virksomheder, bortforpagter markerne og udstykker så meget jord som muligt. Nogle kibbutznikker klarer sig godt, andre er blevet virkelig fattige. (…)
Jo, der er liv, men slet ikke som før, da kibbutzen myldrede af aktivitet døgnet rundt, og man i løbet af en uge fik hilst på næsten alle 300 sjæle enten i spisesalen, på en af arbejdspladserne, i den udendørs biograf eller til et af de uendeligt mange møder eller sociale arrangementer. (…)
I dag er det nok kun ca. ti procent af Israels 270 kibbutzer, som stadig er rigtig kollektivt organiseret, og mønstret er tydeligt: Det er de rigeste kibbutzer, som er forblevet de mest socialistiske.
