36-årige Stacy Lewis er udpeget som amerikansk Solheim Cup 2023 kaptajn. Den dobbelte major vinder bliver den hidtil yngste amerikanske kaptajn, men kan måske også spille sig på holdet.
Solheim Cup 2023 spilles fra den 22. – 24. september 2023 på Finca Cortesín, der ligger på Costa del Sol i Andalucien, Spanien, hvor Suzann Pettersen er kaptajn for Europa.
To top-10 placeringer i år
Stacy Lewis er fortsat aktiv spiller, og nr. 43 på verdensranglisten i denne uge. Hun har spillet tre turneringer i år med en 18. plads, en 8. plads og en 4. plads, så hun kan fortsat være med.
Den gode start har fået hende til at tænke, at hun måske kan spille sig på holdet, men det vil hun tale med vicekaptajnerne om, hvis det skulle blive aktuelt.
Dobbelt major vinder og nr. 1 i verden
Hun er dobbelt major vinder og tidligere nr. 1 på verdensranglisten i sammenlagt 25 uger. Der er blot tre amerikanere, som har været nr. 1 i verden siden verdensranglisten blev indført i 2006. De to andre er Cristie Kerr i 5 uger og Nelly Korda i 29 uger.
Hun har vundet 13 gange på LPGA og senest Aberdeen Standard Investments Ladies Scottish Open 2020 efter omspil mod bl.a. Emily K Pedersen. Hun blev nr. 4 ved OL 2016 i Rio.
Stacy Lewis har spillet Solheim Cup fire gange fra 2011 – 2017. I 2019 fik hun et wild card, men måtte trække sig med en skade, så hun blev uofficiel vicekaptajn. I 2021 var hun vicekaptajn.
Som nævnt bliver hun den hidtil yngste amerikanske kaptaj. Svenske Catrin Nilsmark var 36 år, da hun var kaptajn for Europa i 2003.