Bryson DeChambeau fører med et enkelt slag inden finalerunden af den første af de fire turneringer i Web.com Tour Finals. Læs mere Finals turneringerne nederst i denne artikel.
DeChambeau fører i -8 foran Zack Sucher i -7 og D.A. Points i -6. Andrew Beef Johnston er nr. 34 i par.
Bryson DeChambeau har spillet en del på Europa Touren og PGA Tour i år, så han spiller sin første turnering nogensinde på Web.com Tour i denne uge. Han kan blive den første siden Sebastian Cappelen i 2014, som vinder i sin debut på Web.com Tour.
Selvom DeChambeau selvfølgelig går efter sejren, så vil en udelt 4. plads placering formentlig være nok til et PGA Tour kort.
Straffeslag til Points for at træde på sin bold
Roughen på banen er meget tyk. På par-3 hullet 11. lå D.A. Points lige udenfor greenen, men han kunne ikke finde sin bold.
Da han kiggede efter den, kom han til at træde på sin bold, hvilket gav to straffeslag. Derefter holede han sit chip for god bogey.
Mere om Web.com Tour Finals
Kort fortalt spiller top-75 fra Web.com Tour med nr. 126 – 200 på PGA Tourens FedExCup rangliste. Alle, bortset fra top-25 i de regulære Web.com Tour sæson, starter fra nul. For de fleste er det således alene indtjeningen i de fire Finals turneringer, som er afgørende for, om man får et PGA Tour kort.
Selvom man misser cuttet, så er man langt fra ude, da blot ét enkelt topresultat i de fire turneringer kan være nok til et PGA Tour kort. En enkelt udelt 4. plads eller bedre vil formentlig være nok til et PGA Tour kort.
Top-25 i den regulære Web.com Tour sæson er sikre på deres PGA Tour kort. De 25 fortsætter med deres egen pengeliste, hvor indtjeningen fra den regulære sæson og Finals lægges sammen. Den endelige placering på denne rangliste er afgørende for, hvor godt et PGA Tour kort de får.