Med sejren i WGC – HSBC Champions har Rory McIlroy tjent mere end 50 mio. $ i officielle præmiepenge på PGA Tour. Sergio Garcia har også rundet den store milepæl, der svarer til 336 mio. danske kroner i dagskurs.
Garcia blev nr. 53 i WGC turneringen, hvilket gav ham 52.875 $, og det var lige akkurat nok til, at han også kom over 50 mio. $ i karriereindtjening.
Det er kun officielle PGA Tour præmiepenge som er med på ranglisten, så f.eks. er Rory McIlroys bonus på 10 mio. $ for at vinde FedExCup’en 2016 og 15 mio. $ for at vinde FedExCup’en 2019 ikke medregnet.
Tiger har tjent mere end 120 mio. $
Ikke overraskende er 43-årige Tiger Woods suverænt i spidsen på alle tiders rangliste, og med sejren i ZOZO Championship med en førstepræmie på 1,755 mio. $, rundede han 120 mio. $.
Dertil kommer indtjening på bl.a. Europa Touren, startpenge for at spille turneringer rundt om i verden og meget lukrative sponsoraftaler samt diverse forretningsmæssige aktiviteter som banedesign.
Phil Mickelson på andenpladsen har tjent mere end 90 mio. $, mens både Vijay Singh og Jim Furyk har tjent mere end 71 mio. $.
Nedenfor ses den aktuelle top-15 på PGA Tourens Career Money Leaders ranglisten.
NB: Listen nedenfor er opdateret 11. november 2019.
Nr. | Navn | Pengepræmier |
1 | Tiger Woods | 120.459.468 |
2 | Phil Mickelson | 90.761.239 |
3 | Vijay Singh | 71.216.128 |
4 | Jim Furyk | 71.177.537 |
5 | Dustin Johnson | 61.755.908 |
6 | Justin Rose | 53.564.076 |
7 | Adam Scott | 53.493.262 |
8 | Rory McIlroy | 51.030.260 |
9 | Sergio Garcia | 50.002.880 |
10 | Matt Kuchar | 50.002.667 |
11 | Ernie Els | 49.320.727 |
12 | Jason Day | 45.916.231 |
13 | Zach Johnson | 45.242.922 |
14 | Davis Love III | 44.909.170 |
15 | Bubba Watson | 44.116.732 |