Målet for de fem danskere på Europa Tourens Tourskole er naturligvis en plads i top-25, som vil give dem et Europa Tour kort i 2020 sæsonen. Alle fem er dog allerede sikre på en bedre kategori i 2020 end det udgangspunkt de havde i 2019.
Der spilles også om Challenge Tour kort på Tourskolen, hvilket de fem danskere dog allerede er sikre på at have i 2020, så de kan måske spille mere frit.
Mens tvillingerne Nicolai og Rasmus Højgaard samt Benjamin Poke og Martin Simonsen kun kan forbedre deres Challenge Tour og Europa Tour 2020 kategori ved at slutte i top-25, så vil det for Nicolai Kristensen være en forbedring at klare cuttet.
Nedenfor ses de forskellige kategorier i 2020, som de fem danskere på Tourskolen allerede er sikre på.
Rasmus Højgaard – Kat. 6 på CT og kat. 18 på ET
Som nr. 21 på Challenge Tourens Road to Mallorca rangliste er Rasmus Højgaard sikret en god kategori 6 på Challenge Touren, som giver adgang til alle regulære turneringer.
Top-30 på Challenge Tour ranglisten giver ham også et Europa Tour kort i kategori 18, hvilket giver adgang til enkelte turneringer, hvis han ønsker det.
Benjamin Poke – Kat. 6 på CT og kat. 18 på ET
Benjamin Poke sluttede som nr. 29 på Challenge Tour ranglisten, så som Rasmus Højgaard er han også sikker på Challenge Tour kategori 6 og Europa Tour kategori 18.
Martin Simonsen – Kat. 8 på CT og kat. 21 på ET
Martin Simonsen blev nr. 38 på Challenge Tour ranglisten, hvilket giver ham kategori 8 på Challenge Touren i 2020. Det er også et fuldt kort, og det er foran de spillere, som klarer cuttet på Tourskolen, men slutter udenfor top-25.
Han er også sikret kategori 21 på Europa Touren, hvilket kan give adgang til enkelte turneringer.
Nicolai Højgaard – Kat. 7 på CT og kat. 19 på ET
Nicolai Højgaard kom med i Final Stage på Tourskolen via sin 140. plads på Europa Tourens Race to Dubai rangliste, hvilket sikrer ham en Challenge Tour kategori 7 i 2020, hvilket er et fuldt kort.
Via Race to Dubai ranglisten er han også sikker på et Europa Tour kort i kategori 19, hvilket giver adgang til enkelte turneringer.
Nicolai Højgaard havde fire top-20 placeringer på Challenge Touren i 2019, men det er med den flotte 2. plads i KLM Open, at han er sikker på kategorierne i 2020.
Nicolai Kristensen – Kat. 13 på CT
Nicolai Kristensen kvalificerede sig til Challenge Touren, da han blev nr. 4 på Nordic League ranglisten. Det er dog kun i kategori 13, som ikke giver adgang til alle turneringer.
Med et klaret cut på Tourskolen vil han rykke frem i kategori 9, hvilket er en klar forbedring, så udover muligheden for et Europa Tour kort, så er der ganske meget på spil for Nicolai Kristensen.