Datoerne for Ryder Cup 2022 på Marco Simone Golf and Country Club i udkanten af Rom er blevet offentliggjort, og det bliver fra den 30. september – 2. oktober 2022. Banen bliver først klar til Italian Open 2021.
Man er igang med en omfattende renovering og redesign af værtsbanen Marco Simone, så den står helt klar til Ryder Cup 2022 ikke blot hvad angår spillere, men også de mange tusinde tilskuere og logistikken. Billederne på denne side er en fotografik af, hvordan nogle af hullerne kommer til at se ud.
Det er European Golf Design – som er ejet af Europa Touren og IMG – der står for redesignet i samarbejde med Tom Fazio II, så der bliver plads til mange tilskuere på flere udsigtspunkter omkring banen. Tom Fazio II er søn af Jim Fazio, der sammen med David Mezzacane designede Marco Simone, der åbnede i 1989, på initiativ af den nu afdøde italienske modedesigner Laura Biagiotti, som dengang boede på Marco Simone slottet.
Siden september 2018 har man arbejdet på 9 huller, og her i begyndelsen af oktober begynder man arbejdet på de andre 9 huller. Det arbejde forventer man at være færdige med i maj 2020, så græsset kan gro henover sommeren 2020. Udover arbejdet på banen, skal træningsområde og klubhuset også moderniseres.
Skal være vært for Italian Open 2021, men ikke i 2020
Da Europa vandt Ryder Cup 2018 på Le Golf National i Paris blev det nævnt som en fordel, at Europa Tour spillerne havde et stort kendskab til banen, da den gennem mange år har været vært for Open de France.
Sådan bliver det ikke i Italien, da de færreste kender Marco Simone. Italian Open er blevet spillet én gang på Marco Simone, men det var i 1994, og før den først nu gennemgår et omfattende redesign.
I 2021 får man dog en mulighed for at lære banen lidt bedre at kende, da Marco Simone er offentliggjort som værtsbane for Italian Open 2021. Det står dog så desværre også klart, at banen ikke bliver klar til Italian Open 2020.
Arbejdet på banen blev forsinket
Italien blev tildelt Ryder Cup 2022 værtsskabet i 2015, men der har været en del udfordringer, da der i en lang periode var usikkerhed om en nødvendig statsgaranti for at sikre økonomien. Den store statsgaranti på mere end 700 mio. kr. blev først givet med i foråret 2017 efter flere måneders forsinkelse.
Politiske udfordringer i Italien har været medvirkende til, at arbejdet med et redesign af Marco Simone blev forsinket. Oprindeligt var det hensigten, at Italian Open skulle spilles på Marco Simone fra 2019, men det er udskudt i to år, så det først bliver i 2021.
Ryder Cup 2020 i USA
Ryder Cup 2020 spilles i USA på Whistling Straits i Kohler, Wisconsin, fra den 25. til 27. september med Padraig Harrington som kaptajn for de 12 europæiske spillere, der møder USA med Steve Stricker som kaptajn.