Med en birdie på sidste hul vandt Darren Clarke The Senior Open presented by Rolex på Gleneagles, King’s Course, hvor Thomas Bjørn blev nr. 34.
Thomas Bjørn var nr. 14 i -3 efter første runde, nr. 47 i +1 efter anden runde. Han gik tredje runde i +1, og var nr. 47 i +2 inden finalerunden. Den gik han i par, hvilket gav en 34. plads i +2. Han debuterede i The Senior Open sidste år med en 11. plads på Sunningdale GC, hvor Stephen Dodd vandt.
Steen Tinning missede cuttet.
Darren Clarke vandt foran Padraig Harrington
Inden finalerunden delte Darren Clarke og 2016 vinderen Paul Broadhurst føringen i -9 foran Jerry Kelly og Steven Alker i -8.
Der var spænding helt til det sidste, for efter +3 på for-ni med en bogey på 7. og en dobbeltbogey på 9., var Padraig Harrington helt ude af topstriden, men med seks birdies på bag-ni og en runde i -3 kom han i klubhuset i -9. Samme score som Darren Clarke efter en bogey på 10. og birdie på 12. Da Clarke manglede 5 huller var der en regnvejrsafbrydelse på 2 timer.
53-årige Darren Clarke sikrede sig sejren med en birdie på 18. hul for en runde i -1 gav en samlet score i -10 foran Harringtons -9.
Mauricio Molina, Doug Barron, Ernie Els, Thongchai Jaidee, Steven Alker og Paul Broadhurst delte 3. pladsen i -8 foran Colin Montgomerie på en 9. plads i -7.
Paul Lawrie og Y.E. Yang delte 10. pladsen i -5, Alex Cejka og Bernhard Langer blev nr. 12 i -4 (der således fortsat aldrig er sluttet udenfor top-12), Retief Goosen nr. 16 i -3, Miguel Angel Jiménez nr. 29 i +1 og Paul McGinley nr. 47 i +5.
Den fjerde der vinder The Open og The Senior Open
Darren Clarke vandt The Open 2011, og er den fjerde som også vinder The Senior Open. De tre andre er Bob Charles, Gary Player og Tom Watson.
Det var Darren Clarkes første Legends Tour sejr, men den fjerde på PGA Tour Champions, hvor han har vundet TimberTech Championship 2020, Mitsubishi Electric Championship at Hualalai 2021 og Sanford International 2021.
Darren Clarke har vundet 14 gange på Europa Touren heriblandt The Open 2011, WGC – NEC Invitational 2003 og WGC – Andersen Consulting Match Play Championship 2000, som også har været tællende til PGA Tour. Han har spillet Ryder Cup fem gange og var europæisk kaptajn i 2016, hvor USA vandt 17 – 11 på Hazeltine.