Darius van Driel fra Holland vandt Magical Kenya Open, hvor Jonathan Gøth-Rasmussen blev bedste dansker.
Inden finalerunden var Sebastian Friedrichsen nr. 53 i -1, Jonathan Gøth-Rasmussen nr. 59 i par og Rasmus Neergaard-Petersen nr. 64 i +1 på Muthaiga Golf Club i Nairobi.
Med en runde i -4 blev Jonathan Gøth-Rasmussen bedste dansker på en 42. plads i -2. Rasmus Neergaard-Petersen var rundt i -3 og blev nr. 56 i -2, mens Sebastian Friedrichsen gik +2 og sluttede som nr. 68 i +1.
John Axelsen og Søren Broholt Lind missede cuttet.
Darius van Driel vandt sin første sejr
Inden finalerunden delte Manuel Elvira og Darius van Driel føringen i -10 foran tre spillere i -8.
Darius van Driel afsluttede med en runde i -4 og vandt i -14 foran Joe Dean og Nacho Elvira i -12. Manuel Elvira, der er lillebror til Nacho, begyndte dagen på den delte førsteplads, men blev delt nr. 3 i -11 sammmen med Matthew Jordan og Adrian Otaegui.
Ronald Rugumayo fra Uganda fik meget opmærksomhed, da han blev den første nogensinde fra Uganda, som klarede et cut på DP World Tour. Han klarede lige akkurat cuttet i par, og sluttede som nr. 71 og sidst i +2, hvilket også var hans score i finalerunden.
Det var 34-årige Darius van Driels første DP World Tour sejr i sin turnering nr. 112. Han var vundet to gange på Challenge Touren med sejre i Euram Bank Open 2018 og Rolex Trophy 2019.
Sponseret af OK
Som man kan se på kraven bærer Darius van Driel et OK logo, og det er et energiselskab med tankstationer som i Danmark. Det er dog OK i Holland han har en aftale med, og de har intet at gøre med OK i Danmark selvom de bruger samme logo!
OK navnet stammer fra det svenske firma Olie Konsumenterne, som ikke længere findes, og nu bruges samme logo af forskellige virksomheder der har nogle af de samme forretningsområder.
En speciel situation som de færreste sikkert kender, men det danske andelsselskab OK a.m.b.a. og det hollandsk ejede OK har heller ikke noget at gøre med det svenske OK. Og i 2012 blev Q8 Danmark A/S og OK-Q8 AB i Sverige slået sammen til OKQ8 Scandinavia, så på den måde driver en del af det svenske OK også Q8 stationer i Danmark, men det er en helt anden historie…