Det gik desværre den forkerte vej for de fleste af danskerne på Moving Day, som lørdagen ofte kaldes. Det var kun Jesper Gunder, der kunne notere fremgang på leaderboardet efter dagens 18 huller. Brønderslev spilleren har fået sin debut på Challenge Tour i denne uge, og uden at lade sig imponere af det, var han rundt i 70 slag – et slag under par. Med en samlet score i par, er Gunder nummer 41 inden søndagens finalerunde, som skal nydes,
– Målet for i morgen, er at gå ud og have det sjovt, gå ud dog nyde det. Det er den samme gameplan, men vil gerne slå dem lidt tættere på, og så forhåbentlig hole en masse putts, sagde en smilende Jesper Gunder efter runden.
Gunder deler 41. pladsen med Andreas Hartø, Martin Ovesen og Martin Simonsen, der alle var rundt i 72 slag, og Martin Ovesen var glad for, at han med tre birdies på de sidste ti huller fik vendt en skidt start, og så skal der ellers jagtes birdies i morgen.
– I morgen skal den have fuld gas, og måske angribes lidt mere end i dag. I princippet er det lige meget om man bliver nummer 40 eller 50, men der er stor forskel på at blive nummer 20 eller 40, siger Martin Ovesen, der skal spille otte turneringer på Challenge Tour de kommende måneder som en del af Made in Denmark Pro Team.
Bedste dansker inden fjerde runde er fortsat Mads Søgaard, selv om Ikast spilleren fik en forfærdelig start, og var fem slag over par efter ti huller. Tre birdies på de sidste seks, sendte ham tilbage i top 20, blot tre slag fra en placering i top 10, så der er masser på spil for Søgaard i morgen.
Hahn igen bogeyfri
Der var dog ingen, der kunne følge med amerikaneren John Hahn. Ligesom i første runde gik han de 18 huller uden en bogey, og med fire birdies har han nu skabt sig et forspring på hele fire slag inden sidste runde. Dermed er han godt på vej mod sin første sejr som professionel.
– Selvom jeg fører, så ændrer det ikke på min strategi. Jeg skal spille med tålmodighed, og tage de chancer, der kommer, så skal det nok gå, sagde Hahn efter runden.
Søndag spilles der allerede fra klokken 7.30, og de førende tee’er ud 9.30 i Aalborg Golf Klub.