Golfturismen til Grækenland er tilbage på 2019-niveau. Interessen for golf er støt stigende, og fremtiden tegner lys.
Sådan lyder budskabet fra Costa Navarino, der er Grækenlands førende golfdestination. Matina Mpouga, Director of Golf Sales and Revenue, forklarer, at det danske marked nu igen er stabiliseret efter pandemien.
Flere golfbaner og flere perioder med direkte flyvninger er med til at fremme udviklingen.
GolfersGlobe erfarer i den sammenhæng, at flere danske golfrejsebureauer igen er begyndt at lave proture, og at de danske pro’er for alvor er begyndt at tage grupper med til det græske luksusparadis.
Til GolfersGlobe fortæller Pavlos Mourmas, Director GNTO Scandinavia & Baltic States Office i Stockholm, at man også her igen kan se en positiv tendens. I 2019 rejste 493.000 danskere på ferie i Grækenland, svarende til næsten 8,5 pct. af den danske befolkning.
Så kom covid-19-pandemien, og verden stod for en kort stund stille. 2020 markerede således et markant fald i rejsende på over 75 pct. Men i 2021 var rejselysten og mulighederne vendt tilbage, og mere end 250.000 danskere bookede en rejse til Grækenland.
I 2022 forventer de græske myndigheder at nå op på 70 pct. af niveauet fra 2019, svarende til 430.000 danske turister, heraf et ukendt, men tilsyneladende stigende antal golfturister.
Øget fokus på golfturismen
Peloponnes halvøen, og nærmere bestemt Messinia-området, er Grækenlands største golfdestination. Tilbage i 2017 tog Costa Navarino hul på en ambitiøs markedsføringskampagne, som i de følgende år skulle gøre resortet kendt over det meste af Europa.
Dengang bestod Costa Navarino af to golfbaner og to hoteller. Nu 5 år senere har Costa Navarino vokset sig stor og kalder sig nu for en golfdestination med 4 golfbaner og 4 hoteller. Missionen er foreløbig lykkes.
Og mens pilen blandt golfturister fra hele Europa peger i den rigtige retning, så er interessen herhjemme bl.a. blevet stimuleret gennem afviklingen af Greece Open – presented by Golf Experten.
Turneringen, der har den Græske Stats Turistkontor som guldsponsor, spilles for andet år i træk. Turneringen havde sidste år næsten 300 deltagere og sluttede af med en stor landsfinale på Great Northern.
– Det at vi kan afholde en golfturnering, hvor vinderne sendes afsted til finalen i Grækenland, har helt klart haft en positiv effekt på danskernes interesse for at komme til Grækenland og spille golf, lyder det fra turneringsarrangør Søren Barnak.
Når man spørger det græske flyselskab, Aegean om den stigende interesse, så også betyder flere direkte flyvninger til Kalamata, der er den nærmeste lufthavn til Costa Navarino, så er svaret ja.
Fra efteråret 2022 og frem mod foråret 2023 udvider Aegean med flere og længere perioder med direkte flyvninger på strækningen.
Foruden de fire golfbaner i Costa Navarino findes der i Grækenland en håndfuld golfbaner fordelt ud på Kreta (Crete Golf Club), Korfu (Corfu Golf Club) samt omkring Athen og i den nordlige Halkidiki-region (Porto Carras Grand Resort med tilhørende golfbane). Endelig er der også et par 9-hullers baner rundt om i Grækenland. En af disse ligger ved Porto Elounda Hotel på østsiden af Kreta.
Om Greece Open
Greece Open – presented by Golf Experten har en klart defineret turneringsprofil. Der spilles på et fåtal og nøje udvalgte golfbaner, der alle er top-5 baner i Danmark og som alle har en historik, der relaterer sig til professionelle turneringer under European Tour (nu DP World Tour).
Spillerne får en VIP-oplevelse, hvor pris og indhold hænger sammen.
Der er bl.a. velkomstgave fra Golf Experten, baneservice undervejs på runden og chance for at kvalificere sig til landsfinalen på Danmarks mest profilerede golfanlæg i Kerteminde.
Fra hver af de indledende runder kvalificerer 4 hold sig til landsfinalen på Great Northern, hvor Den Græske Stats Turistkontor er vært for en dag, som ikke matches af ret mange danske golfturneringer.
Spillerne bydes velkommen med morgenmad og på runden er der baneservice undervejs. Efter de 18 huller er der drinks på terrassen og efterfølgende middag med vine, mens deltagerne får en præsentation af Grækenland som golf- og rejsedestination.
Fra landsfinalen sendes to hold til Grækenland for at spille finalen på det 5-stjernede Costa Navarino.