Mikkel Hjort, Jakob Kollerup og Kasper Sørensen deler andenpladsen efter første runde af årets ECCO Tour finale, Race to Himmerland efter flotte runder i fem under par. Islandske Axel Boasson fortsætter sin drømmesæson, men helt i front ligger svenske Rasmus Holmberg i seks under par.
Alle fire spillere var rundt på den lidt nemmere Garia Course, mens det på Europa Tour banen, Backtee Course, var Aksel Kristoffer Olsen, Christopher Feldborg Nielsen og danske Christian Gløët, der var bedst med runder i fire under par.
Også danske navne som Oliver Suhr, Nicolai Tinning, Niklas Nørgaard Møller, Daniel Løkke og Martin Leth Simonsen fik en fin start på Race to Himmerland efter runder i to og tre under par.
Fredag bytter spillerne bane, og går det som det plejer, vil de spillere, der fredag spiller Garia Course avancere kraftigt i løbet af runden, mens spillerne på Backtee Course skal kæmpe noget hårdere for en god score.
Du kan se stillingen ved Race to Himmerland her.
I Pro-Am konkurrencen fører Holship 2 efter en superrunde i 16 under par. Det er hele fire slag foran nærmeste forfølgere Himmerland Golf 1 og Klassens Tykke Dreng 1, som begge ligger i 12 under par.
Boasson stormer videre i FREJA Final4Four
Axel Boasson, som fører på alle ranglister i denne sæson fik en fin start på Race to Himmerland. Det kan han primært bruge til at sikre sig sejren i FREJA Final4Four, hvor han kan løbe med det eksklusive Maurice Lacroix ur, som FREJA Transport & Logistics har sat på højkant.
Axel Boasson har en sejr og en niendeplads i årets første to FREJA Final4Four turneringer.
Du kan se stillingen i FREJA Final4Four her.