Swedish Open er en af de prestigefyldte internationale Paragolf-turneringer i Europa, og i år stillede 6 danske spillere op med støtte fra DGU, Parasport Danmark og Paragolflandsholdets 2 sponsorer Trackman og speditionsfirmaet H. Daugaard.
Turneringen blev spillet lidt nord for Stockholm på Lindö GK bane og havde 53 spillere til start. For første gang var turneringen ikke kun forbeholdt spillere med fysiske handicap (kategori 1), idet der også var en række for spillere med diverse former for udviklingshandicap, autisme og beslægtede diagnoser (kategori 2). Dette nye initiativ vil også blive gennemført i de andre europæiske EDGA-godkendte turneringer fremover. Det vil betyde flere store udfordringer for vore danske spillere i fremtiden og gode muligheder for flere danske sejre, idet vore spillere holder et højt internationalt niveau.
I niveau kategori 1 turneringen var Danmark repræsenteret af Rasmus Løt fra Kalø GK som stillede op i B-rækken (hcp. 4,5-11,4 / slagspil uden hcp.). Han nåede ikke helt sit sædvanlige niveau og hans score på 166 slag rakte til en 6. plads. Men Rasmus er trods alt kun 16 år og fik hentet mere international erfaring, som kan være med til at sikre ham mange flotte resultater i de kommende år.
I kategori 2 turneringen var der 5 danske spillere med. De spillede slagspil med hcp. og her triumferede Christian Strøm fra Helsingør GC. Med en nettoscore for de to runder på 143 slag fik han lige akkurat hevet sejren hjem – ét slag bedre end det svenske stortalent Matilda Jonsson på 15 år, som er så god at hun konsekvent stiller op i herrerækken.
For de øvrige danske spillere blev placeringerne;
Troels Højbjerre Helsingør GC nr. 5
Casper Holst Christensen Mollerup GK nr. 11
Tom Petersen Helsingør GC nr. 13
Morten Ridder Johansen Søllerød GK nr. 14