Matthias Schmid fra Tyskland vandt EM for herrer, eller European Amateur Championship som det retteligt hedder, og kommer dermed med i The Open. Rasmus Neergaard-Petersen blev nr. 9 ved amatørernes individuelle EM. Se højdepunkter fra finalerunden ovenfor.
Nicolai Højgaard vandt i 2018, men kunne ikke forsvare sin titel, da han er blevet professionel. Fem danskere var med, og af dem blev Rasmus Neergaard-Petersen bedste dansker på en 9. plads i -7.
John Axelsen blev nr. 40 i +2, Andreas Hillersborg Sørensen nr. 49 i +4, mens August Thor Høst og Morten Toft Hansen missede cuttet efter tredje runde.
Matthias Schmid vandt efter ny banerekord
Matthias Schmid satte ny banerekord fredag med en 63’er (-9) på Diamond Country Club i Østrig, som de seneste år har været vært for Shot Clock Masters og før det Lyoness Open på Europa Touren.
Det gav ham en føring på to slag, og efter en finalerunde i -2 vandt Matthias Schmid i -15 foran Euan Walker fra Skotland i -12, mens Benjamin Jones og Joseph Long fra England samt Maximilian Steinlechner fra Østrig delte 3. pladsen i -9.
Med sejren har Matthias Schmid kvalificeret sig til The Open, som spilles på Royal Portrush Golf Club fra den 18. – 21. juli.
Euan Walker på 2. pladsen blev også nr. 2 i sidste uges Amateur Championship i Irland, hvorfra vinderen James Sugrue også kommer med i The Open.
Et åbent EM med nr. 2 og 4 på verdensranglisten
EM for herrer er et åbent EM, men det er sjældent, at de bedste ikke-europæere er med. Kun én gang har en ikke-europæer vundet, hvilket var i 1988 hvor David Ecob fra Australien vandt.
I år havde flere ikke-europæiske profiler valgt at deltage heriblandt Takumi Kanaya fra Japan og amerikanske Akshay Bhatia som er henholdsvis nr. 2 og 4 på amatørernes verdensrangliste i denne uge.
Akshay Bhatia blev nr. 10 i -6, mens Takumi Kanaya sluttede på en 40. plads i +2.
EM for herrer / European Amateur Championship, resultat
Nicolai vandt EM i 2018, Lucas i 2010 og Backhausen i 1993
I 2018 var Nicolai Højgaard den tredje dansker som vandt det individuelle EM for herrer. Han vandt med ét slag foran nyprofessionelle Viktor Hovland, Robin Dawson, Jerry Ji og Mitch Waite.
Lucas Bjerregaard vandt EM 2010 foran Tommy Fleetwood og Andrea Pavan, mens DGU direktøren Morten Backhausen vandt i 1993 efter omspil mod Lee Westwood.
Blandt de tidligere vindere er også Victor Dubuisson i 2009, Rory McIlroy i 2006 og Sergio Garcia i 1995.
Nicolai Højgaard vandt som nævnt i 2018, mens Alfie Plant vandt i 2017 og Luca Cianchetti i 2016.