Dansk Golf Union har nu udtaget de 24 golfspillere, der skal repræsentere Danmark ved de fire hold-EM fra den 11.-15. juli.
– Vores målsætning er, at alle fire hold skal i “flight A”, og at et af holdene vinder en medalje, udtaler Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.
Danmark har de senere år haft særdeles gode resultater ved hold-EM, hvor det er blevet til medalje hvert eneste år siden 2015. Herreholdet, drengeholdet og pigeholdet har alle vundet guld i den periode, mens damelandsholdet har to bronzemedaljer som sit bedste resultat.
– For de fleste spillere er EM en milepæl på deres rejse mod etablering på de professionelle golftours, og hvert år vil et antal af vores allerbedste amatører tage springet til professionel status. Det er en udvikling, vi støtter, fortæller Claus Mølholm.
Derfor er der også ellers oplagte spillere på herre- og dameholdene, som ikke er med, fordi de har valgt at blive professionelle i år.
Alle fire mesterskaber spilles efter samme format. Der er 36 hullers indledende slagspil. De otte bedste nationer går videre til at spille om medaljerne i det såkaldte “flight A”. Herfra afgøres det i knald-eller-fald matcher med to foursomes (spil i makkerpar) om formiddagen og fem singler om eftermiddagen. Finalerne spilles lørdag den 15. juli.
– Forskellene mellem de 8-10 bedste hold i Europa er mindre, end mange umiddelbart forestiller sig. Eksempelvis manglede drengeholdet sidste år fem slag for at flight A. Det svarede til mindre end en enkelt procent af de tællende slag. Så vi ser frem til nogle tætte og spændende dage, lyder det fra Claus Mølholm.
Her er trupperne:
Herreholdet, som spiller på Royal Waterloo Golf Club i Belgien:
- Frederik Kjettrup, Brønderslev Golfklub
- Gustav Frimodt, Great Northern
- Jacob Skov Olesen, Næstved Golfklub
- Kristian Bressum, Great Northern
- Mads Laage Hansen, Smørum Golfklub
- Jens Kristian Thysted, Smørum Golfklub
Medrejsende træner er Martin Raal Kold
Kaptajn er Peter Enné Jespersen
Dameholdet, som spiller på Tawast Golf & Country Club i Finland:
- Cecilie Leth-Nissen, Smørum Golfklub
- Christina Thouber, Kokkedal Golfklub
- Emma Bunch, Mølleåens Golf Klub
- Olivia Grønborg, Smørum Golfklub
- Anna Hjerrild Behnsen, Stensballegaard Golfklub
- Natacha Høst Husted, Smørum Golfklub
Medrejsende træner er Thomas Brønd Poulsen
Kaptajn er Marie-Louise Tommerup
Drengeholdet, som spiller på Geneva Golf Club i Schweiz:
- Emil Elkjær Petersen, Odder Golfklub
- Alexander Møldrup, Smørum Golfklub
- Mathias Sax Østergaard, Ikast Golf Club
- Malthe Rasmussen, Næstved Golfklub
- Mads Viemose Larsen, Roskilde Golf Klub
- Bertil Lykkeberg, Dragør Golfklub
Medrejsende træner er Lars Holm Larsson
Kaptajn er Torben Nyehuus
Pigeholdet, som spiller på Hossegor Golf Club i Frankrig:
- Nina Andersen, Great Northern
- Victoria Kristensen, Nordvestjysk Golfklub
- Alvilda Wiberg, Køge Golf Klub
- Benedicte Brent-Buchholz, Københavns Golf Klub
- Cecilie Eggersen, Vejle Golf Club
- Johanna Axelsen, Ledreborg Palace Golf Club
Medrejsende træner er Anders Danielsen
Kaptajn er Katrine Kring Lorentzen