For første gang nogensinde lykkedes det for Danmark at vinde Nations Cup ved EM i ParaGolf. I selve hold-EM havde man håbet på medaljer, men landsholdet sluttede lige udenfor top-3.
Mens man ved selve hold-EM spiller scratch uden tildeling af ekstra slag, så afvikles Nations Cup med ekstra tildeling af slag ift. hcp.
Vi har modtaget følgende fra ParaGolf landsholdene, hvor man kan læse om forløbet over de tre dage på Quinta do Lago i Algarve, Portugal:
Dag 1: God dansk start på EM og Nations Cup i ParaGolf
Danish ParaGolf Team TrackMan – Unleash Your Potential – kom godt i gang i Faro i Portugal på den imponerende Quinta Do Lago bane. Efter dagens foursomes indtager det danske hold EM hold (scratch) en 5. plads – kun 3 slag fra førende Frankrig, mens Nations Cup (stableford) holdet slog til og fører et point foran Spanien.
Dagens store opmuntring var en flot debut i Nations Cup turneringen til Rene Elley og Niels Hansen fra Nordborg Golfklub. Begge er nye ansigter indenfor ParaGolfen og var meget motiverede men anspændte, da de torsdag morgen for første gang skulle repræsentere Danmark. Men de holdt flot sammen på spillet og scorede 30 point. Det andet danske par, de Nations Cup erfarne Jon Johanneson og Flemming Rasmussen holdt også et højt niveau, og blev næstbedst af alle med 34 point.
EM holdet nye unge stjerne Rasmus Løt imponerede i samspillet med Mads Hjelm og sammen med Mette Wegge Lynggaard og Stefan Mørkholt er de absolut med i topstriden. Rasmus er blot 15 år og dermed den yngste topgolfer i Europa. Han debuterede for Danmark under EM sidste år, og EuropaTourens TV-selskab var på pletten for et interview med den unge komet.
Dag 2: Danmark stadig med medaljechancer til EM og Nations Cup i ParaGolf
Nations Cup holdet med Flemming Rasmussen, Jon Johanneson og de to debuterende sønderjyder Rene Elley og Niels Bloch Hansen udbyggede deres føring efter fredagens greensomes og har nu 133 stablefordpoint – 5 point foran Spanien på andenpladsen og 10 point foran Holland.
Holdet som spiller om selve EM-trofæet bevarede 5. pladsen, men der skal hentes nogle flere slag for at nå op på medalje skamlen. England stiller med at virkelig skrapt hold og de er trukket lidt fra og ser ud til at være svære at hente. Der er 10 slag ned til England, men til gengæld kun 3 slag til Frankrig på 3. pladsen, så en bronzeplads er absolut stadig realistisk og det afgøres af de 8 spændende singler som spilles lørdag.
Dag 3: Danmark nummer 4. til EM – men vinder Nations Cup i ParaGolf
Det blev Danmarks Nations Cup hold, som triumferede i Portugal – turneringen har været afholdt siden 2007, og det er første gang Danmark vinder det eftertragtede trofæ.
Inden lørdagens afgørende singler førte de stableford turneringen – 5 point bedre end Spanien. Det var 4 koncentrerede danske spillere, der slog ud lørdag morgen fast besluttet på at erobre trofæet – og det lykkedes!
Det var især debutanten fra Nordborg GK Niels Bloch Hansen som slog til. Niels fik for mindre end et år siden fjernet hele venstre arm på grund af kræft og har nu fortsat golfkarrieren som én-armspiller. Det blev til overbevisende 39 point i en meget stabil runde og med yderligere 60 point fra Jon Johanneson og Flemming Rasmussen, så var sejren hjemme – 10 point bedre end Spanien og 15 point bedre end Holland på bronzepladsen.
– Jeg blev udtaget for 3 uger siden, og sammen med andre glade paragolfere, har jeg de sidste tre dage haft min største sportsoplevelse – og i dag er jeg en meget stolt Nations Cup mester, siger Niels.
Kampen om Europamesterskabet blev desværre ikke helt så succesrig. Inden singlerne var der kun 3 slag ned til Frankrig på 3. pladsen, men chancen blev aldrig rigtigt udnyttet. Stefan Mørkholt og Mette Lynggaard kom rundt i 78 og 78 og den kun 15-årige Rasmus Løt gjorde sit med en god runde i 79. Det rakte dog ikke, idet Frankrig sluttede forrygende af og hentede såvel England som Spanien og sluttede som Europamestre. Danmark måtte ”nøjes” med at dele 4.pladsen med Sverige og erkende, at målsætningen om en top-3 placering ikke blev opfyldt.
Ikke desto mindre må vores deltagelse alligevel betragtes som en succes. Turneringen viste, at vi stadig er helt med fremme på den internationale ParaGolf scene, og vi har et spillermateriale som lover godt for fremtiden. Truppen retter en stor tak til gruppen af Ecco Tour spillere, som har støttet holdets deltagelse, og også en stor tak til TrackMan trådte til som hovedsponsor for ParaGolf landsholdet – vi ser frem til fortsat samarbejde.