Danmark seniorlandshold vandt herrernes Hold EM efter en finalesejr over Italien.
Herrernes Hold EM for seniorer over 50 år blev spillet på Diamond Country Club i Østrig, som har været vært for flere Europa Tour turneeringer og senest Austrian Open i juli, som blev vundet af Marc Warren.
Grundet COVID-19 var turneringen afkortet, og med blot fire spillere på hvert hold mod normalt seks. Det danske hold var:
- Kent Tonnesen, Randers Fjord Golfklub
- Michael Flindt, Ledreborg Palace Golf Club
- Hans Peter Jacobsen, The Scandinavian
- Bjørn Nørgaard, Rungsted Golf Klub
EM begyndte onsdag med en dags forsinkelse grundet kraftig regn, og Danmark blev nr. 5 i slagsspilskvalifikationen over 18 huller.
Derefter blev spillet hulspil, og her vandt Danmark 2,5 – 0,5 over værterne fra Østrig i kvartfinalen efterfulgt af en 2 – 1 sejr over Tyskland, som havde vundet slagspilskvalifikationen.
I fredagens finale skulle Danmark møde Italien, og det endte med en overbevisende dansk sejr på 2,5 0,5.
Tyskland vandt bronze efter en 2 – 1 sejr over Belgien.
De britiske lande var ikke med
Sidste år blev det danske seniorlandshold nr. 4, da Rungsted Golf Klub var vært. Top-3 sidste år var England, Irland og Skotland, men de lande havde fravalgt at deltage i år på grund af COVID-19.
Det ændrer dog ikke på det flotte danske resultat. Danmarks hidtil bedste senior-resultat ved Hold EM var sølvmedaljer på PGA Sweden National i 2017.
Damernes senior Hold EM skulle være spillet i Bulgarien i denne uge, men blev aflyst pga. COVID-19.
Hold EM for seniorer – herrer, hulspil Flight A
– Huldspil Flight B
– slagspilskvalifikation