Europas største talenter på herresiden vil være i Danmark for at kæmpe om EM-guld til næste år.
The Scandinavian ved Farum bliver vært for European Men’s Amateur Championship 2024 fra den 26. – 29. juni 2024.
– Det er en dejlig nyhed for dansk golf, at vi er blevet betroet værtskabet for den største amatørturnering i Europa. Vi glæder os til at opleve Europas største talenter på The Scandinavian. Det er et mesterskab med stolte, danske traditioner. Hver gang, vi opnår en EM-medalje er det en cadeau til vores talentarbejde, siger Lars Broch Christensen, der er formand for Dansk Golf Union.
Feltet til det individuelle herre-EM kommer til at bestå af 144 spillere fra omkring 40 forskellige lande. Der er prøvespil mandag og tirsdag. Selve turneringen foregår fra onsdag til lørdag – fire runders slagspil, hvor de 60 bedste efter tre runder klarer cuttet til finalerunden.
Det bliver gratis at komme ind som publikum.
– Europæiske mesterskaber skal naturligvis afvikles på nogle af Europas bedste baner, og vi er glade og stolte over, at The Scandinavian er blevet inviteret og har sagt ja til at være vært for The European Amateur Championship i 2024, siger Lars Neumann, der er formand for The Scandinavian.
– Jeg er glad for, at The Scandinavian har sagt ja til at påtage sig værtsopgaven. Det er et anlæg i international topklasse, og der er slet ingen tvivl om, at Danmark vil blive vist fornemt frem for resten af europæisk golf, lyder det fra Lars Broch Christensen
Fire danskere har vundet det individuelle EM. Det er Morten Backhausen (1993), Lucas Bjerregaard (2010), Nicolai Højgaard (2018) og Christoffer Bring (2021).
Også store stjerner som Rory McIlroy og Sergio Garcia har deres navn på EM-pokalen.
Dette års individuelle herre-EM bliver spillet på Pärnu Bay Golf Links i Estland.
The Scandinavian råder over 36 huller i europæisk topklasse. Det er endnu ikke besluttet, hvilke huller, der kommer til at udgøre mesterskabsbanen ved EM.
Det er fjerde gang, at det individuelle EM for herrer bliver spillet i Danmark. Tidligere er det sket i Aalborg Golf Klub i 1990, Odense Eventyr Golf i 2001 og Esbjerg Golfklub i 2008. Det bedste danske resultat ved de anledninger var en bronzemedalje til Morten Ørum Madsen i 2008.