Det danske pige-juniorlandshold med Anne Normann, Amalie Leth-Nissen og Natacha Høst Husted blev delt nr. 4 ved World Junior Girls Championship i Canada, som blev vundet af Sydkorea.
Turneringen er en slags VM for piger under 19 år, men dog alligevel ikke helt, hvilket der kan læses mere om nederst i artiklen.
På Angus Glen Golf Club i Toronto, Canada, blev Danmark delt nr. 4 i par efter fire runder, hvor dagens to bedste scores var tællende som holdets score.
Sydkorea vandt foran Thailand
Inden finalerunden førte Sydkorea i -10 foran Thailand i -9 og de forsvarende mestre fra Italien i -2. Danmark var nr. 5 i +2. Det endte også med en sejr til Sydkorea i -13 foran Thailand i -9 og Italien i -3, mens Danmark og England delte 4. pladsen i par.
World Junior Girls Championship – landshold, resultat
Atthaya Thitikul vandt den individuelle turnering igen
Individuelt var Amalie Leth-Nissen og Anne Normann bedste danskere på en delt 11. plads i +2, mens Natacha Høst Husted blev nr. 23 i +12.
Atthaya Thitikul fra Thailand, som også var bedst individuelt i 2018, vandt i -11 foran Ye Won Lee fra Sydkorea i -9 og Alessia Nobilio fra Italien i -6 inden finalerunden.
World Junior Girls Championship – individuelt, resultat
En slags VM for junior piger som ikke er på college
Turneringen kaldes indimellem for VM for piger, men det er dog en sandhed med modifikationer.
World Junior Girls Championship blev spillet første gang i 2014, og arrangeres af det Canadiske Golfforbund i samarbejde med golfforbundet i Ontario, der er en provins i Canada, hvor turneringen spilles hvert år. Det er således en canadisk turnering, som støttes af det internationale golfforbund, IGF, og R&A.
Lidt som en pendant til Toyota Junior Golf World Cup i Japan, hvor der både er en turnering for drenge og piger. Det var den turnering Danmark vandt i 2018, mens Rasmus og Nicolai Højgaard blev nr. 1 og 2 i den individuelle turnering.
Turneringen er for spillere, der ikke er fyldt 19 år og som ikke spiller golf for et universitet eller college. Der deltog 20 hold fra 19 nationer, da værtsnationen Canada havde to hold med.
Danmark har tidligere opnået en 2. plads og en 4. plads
Det danske juniorlandshold blev nr. 9 i 2018 på Camelot Golf & Country Club, hvor Italien vandt efter omspil mod USA. I 2017 blev Danmark nr. 7 på The Marches Golf Club, hvor Spanien vandt efter omspil mod Sydkorea. Danmark blev også nr. 7 i 2016 på Mississaugua G&CC, hvor Filippinerne vandt med 9 slag foran Sydkorea.
I 2015 på The Marshes opnåede Cecilie Bofill, Puk Lyng Thomsen og Line Toft Hansen en flot 2. plads. Individuelt blev Cecilie Bofill nr. 2. Sydkorea vandt en suveræn sejr, da de var hele 18 slag foran danskerne.
Ved den første udgave i 2014 på Angus Glen GC blev Puk Lyng Thomsen, Line Hansen og Marie Lund-Hansen nr. 4. Dengang var der også en suveræn vinder, da USA var 18 slag bedre end Sverige på andenpladsen.