Oprindeligt skulle ni danskere have været med i denne uges individuelle EM for damer i Slovenien, men som herrernes EM bliver det uden dansk deltagelse.
Med det stigende COVID-19 smittetal i Danmark har der været karantæneregler for indrejse i Slovenien, så i begyndelse af sidste uge trak DGU de danske deltagere ud af EM, da Udenrigsministeriet frarådede alle ikke-nødvendige rejser. Slovenien har også oplevet stigende smittetal, og er nu kommet lige over grænsen på 30 smittede pr. 100.000 indbyggere.
DGU oplyser overfor 19hul.dk, at der kom en lille åbning i fredags, da forsikringsvilkårene blev ændret. EM arrangørerne EGA tilbød helt ekstraordinært at tre danskere fra top-200 på amatørernes verdensrangliste kunne eftertilmeldes, men i sidste ende måtte de pågældende spilere takke nej. Praktikken og muligheden for COVID-19 test med meget kort varsel ikke kunne gå op.
Opdateret: Tyske Paula Schulz-Hanssen vandt EM for damer. Tyskland har således både vundet damernes og herrernes individuelle EM, da Matthias Schmid vandt herrernes EM for andet år i træk
De ni danskerne, som skulle havde deltaget i damernes EM, er:
- Amalie Leth-Nissen
- Anne Normann
- Karen Fredgaard
- Sofie Kibsgaard Nielsen
- Cecilie Finne-Ipsen
- Cecilie Leth-Nissen
- Natacha Høst Husted
- Smilla Sønderby
- Alberte Thuesen.
EM for damer spilles fra onsdag til lørdag på CUBO Golf i Slovenien med deltagere fra 22 lande. Heriblandt én fra Canada og én fra Malaysia da European Ladies’ Amateur Championship er et åbent EM. Der er også flere andre lande og spillere, som har fravalgt at deltage i år, hvor Linn Grant er eneste svensker.
DGU trak også holdet fra herrernes individuelle EM i sidste uge, som blev vundet af Matthias Schmid.
Emily vandt i 2013
Det første EM for damer blev spillet i 1986. Der har været en enkelt dansk vinder, da Emily Kristine Pedersen vandt i 2013.
Blandt de tidligere vindere er også Carlota Ciganda i 2004 og 2008, Caroline Hedwall i 2007 og 2009, Sophia Popov i 2010, Céline Boutier i 2012, Bronte Law i 2016, Agathe Laisne i 2017, Celia Barquin i 2018 og Alice Hewson i 2019.
Smittetal er højere i Danmark end i Slovenien
Lande med et smittetal på over 30 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge målt som et gennemsnit over 14 dage er et såkaldt karantæneland, hvortil Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser.
For Slovenien er tallet 30,7 mens det for Danmark er 43,5. I øvrigt med store regionale forskelle, da det er 75,6 i Region Hovedstaden, mens det er 22,1 for Region Midtjylland.