DGU har udsendt følgende pressemeddelelse efter det danske damelandshold fik bronze ved Hold EM 2020.
— oOo —
Det danske damelandshold i golf har hentet EM-bronze ved to af de sidste tre slutrunder.
Det er realiteten, efter at landstræner Thomas Poulsen og hans fire udtagne spillere lørdag slog Schweiz i bronzematchen ved EM i Upsala, Sverige.
– Jeg er super tilfreds, alt i alt. Det er jo en tangering af det bedste resultat, et dansk hold har lavet, siger Thomas Poulsen.
Hans to mest rutinerede spillere, Cecilie Finne-Ipsen fra Hjortespring Golfklub og Sofie Kibsgaard fra Morsø Golfklub, har nu vundet to EM-bronzemedaljer. Begge var nemlig også med i 2018.
Med på medaljeholdet var også Smilla Sønderby fra Horsens Golfklub, der spillede sin første slutrunde nogensinde, og kun 15-årige Amalie Leth-Nissen fra Hjortespring Golfklub. Amalie Leth-Nissen imponerede ved at vinde alle sine tre singler i turneringens knockoutfase.
– Vi har eksekveret med nerverne uden på tøjet, og det kan man altid bruge til noget, siger Thomas Poulsen.
Også eliteansvarlig i Dansk Golf Union, Claus Mølholm, føler sig bekræftet i, at dansk damegolf producerer spillere på allerhøjeste niveau.
– Holdet indfriede lidt mere end forventningerne, og selvom de stærke britiske nationer ikke deltog, så er en medalje en medalje. Resultatet bekræfter, at vi har nogle piger og damer, der er i toppen af den europæiske amatør-elite, lyder det fra Claus Mølholm.
Damernes bronzemedalje kommer på et tidspunkt, hvor dansk golf er inde i en fantastisk resultatstime. For 14 dage siden skete det for første gang i 15 år, at Danmarks sejrede på både herrernes og damernes europatour, da Rasmus Højgaard og Emily Pedersen begge vandt professionelle turneringer.
I sidste uge vandt det danske seniorlandshold EM-guld for første gang nogensinde, og nu har damelandsholdet altså tangeret sit bedste slutrunderesultat.