Esbjerg Open by Totalenergies fik en højdramatisk afslutning – hele otte omspilshuller skulle der til, inden Christian Jacobsen for anden gang i sæsonen kunne løfte trofæet.
Efter 54 huller var Christian Jacobsen, Morten Ørum Madsen og Hamish Brown alle 8-under-par, men inden det kom dertil, havde runden budt på livlig aktivitet i toppen. De tre spillere i førerbolden var undervejs ikke bare blevet indhentet, men også overhalet af Victor Sidal Svendsen, som inden hul 12 var seks under for dagen og i alt 11-under-par. På et tidspunkt rakte det til en treslags føring, men en bogey på 12. efterfulgt af en dobbelt på hul 13, sendte den unge amatør tilbage til feltet. Yderligere bogeys på 16 og 17 gjorde at Sidal måtte nøjes med en fjerdeplads i totalen -7.
I førerbolden var der også dramatik på de sidste huller. På hul 17 holer Madsen et 6-7 meters putt ned af bakke, hvorefter Hamish Brown holer sit chip fra fringen – også for birdie. Det gav de to spillere et forspring på ét slag til Jacobsen, som dog klarede skærene med en super birdie på hul 18.
De tre spillere sluttede således alle i -8 og måtte derfor ud i omspil på Marbækbanens hul 9 (Par 3).
På første omspilshul holer Madsen sit chip for birdie, Jacobsen holer sit putt for birdie, og da Hamish Brown derefter to-puttede var han slået ud.
Morten Ørum Madsen og Christian Jacobsen måtte hele syv gange mere tilbage på teestedet, inden Jacobsen med en sikker Par kunne løfte armene. Det var den 12. danske sejr ud af 19 turneringer i 2022 sæsonen.
På ranglisten skete der ingen rokeringer i toppen, Simon Forsström (Sve) fører stadig foran Jeppe Kristian Andersen, Sebastian Friedrichsen, John Axelsen og Hamish Brown. De fem har dog slået et lille hul til sjettepladsen inden resultaterne fra den svenske Challenge Tour, der også er tællende på Road to Europe, indløber søndag aften.
Jacobsen rykker med sejren frem på en ottendeplads, Nicolai Tinning beholder sin syvendeplads mens Frederik Birkelund rykker ind i top 10.
Næste turnering er Trust Championship i Køge Golfklub 14.-16. september.