Rory McIlroy overvejer at droppe sit Europa Tour medlemskab i 2019, selvom han kun skal spille fire turneringer udover majors og WGC turneringer. Det kan koste ham muligheden for nogensinde at blive Ryder Cup kaptajn.
Der er en del ændringer i turneringskalenderen for både Europa Touren og PGA Tour, hvor en række af de største turneringer har fået nye datoer. Spillerne skal derfor indstille sig på et andet program, men da fem af Rolex Series turneringerne spilles efter PGA Tour sæsonen afsluttes i august, så er der mulighed for, at man fokuserer på Europa Touren i efteråret. McIlroy er dog i tvivl:
– Om jeg vil være medlem af begge tours? Jeg ved det ikke. Lige nu har jeg planlagt at spille to (regulære) turneringer i Europa, og jeg behøver ikke tilslutte mig Europa Touren før næste år. Jeg starter sæsonen i USA, og det bliver mit store fokus frem til slutningen af august, og så tager jeg den derfra, sagde McIlroy op til denne uges DP World Tour Championship, Dubai.
Flere medier har tolket McIlroys udtalelser som om, at han med sikkerhed dropper Europa Touren, men det har han ikke sagt:
– Lige nu er alt i spil, men hvis jeg ikke opfylder kravene til Europa Tour medlemskab næste år, så gør det ikke så meget, da det ikke er Ryder Cup år. Jeg vil altid gerne spille Ryder Cup, men hvis så vil jeg forsøge at kvalificere mig i 2020, sagde McIlroy.
Skal være medlem for at blive Ryder Cup kaptajn
Det er uvist om McIlroy er opmærksom på, at det kan koste ham muligheden for engang at blive Ryder Cup kaptajn. Op til Ryder Cup 2018 indførte Europa Touren en regel om, at alle fremtidige Ryder Cup kaptajner og vicekaptajner skal være medlem af Europa Touren. Ikke blot det år Ryder Cup spilles, men i alle hidtidige sæsoner.
Reglerne kan blive ændret igen, men som udgangspunkt kan Rory McIlroy således aldrig blive Ryder Cup kaptajn eller vicekaptajn, hvis han gør alvor af at droppe Europa Tour medlemskabet i 2019.
Spiller ikke på Europa Tour før i juli
Bortset fra majors og WGC turneringer, så planlægger McIlroy ikke at spille på Europa Touren før juli måned. Han er f.eks. således ikke med i Abu Dhabi og Dubai i foråret, da han holder en lang pause inden PGA Tour sæsonen for alvor begynder i marts. Han spiller dog også den første uge i januar, hvor han deltager i Sentry Tournaments of Champions på Hawaii.
Formelt skal McIlroy beslutte sig om medlemskab af Europa Touren inden maj, men hans første regulære Europa Tour turnering bliver sandsynligvis Aberdeen Standard Investments Scottish Open op til The Open i juli. Derudover har han forpligtet sig til at spille Omega European Masters i september. Dubai Duty Free Irish Open, som McIlroy har været vært for de seneste år, spilles ugen inden Scottish Open, men her er han næppe med.
– Godt for Europa Touren
PGA Tour 2018-19 sæsonen afsluttes med Tour Championship i august, og at Europa Touren derefter har en række store turneringer ser han som noget positivt:
– Det er godt for Europa Touren med turneringer som får stor fokus. Wentworth (BMW PGA Championship, red.) er i september, Italian Open og andre store turneringer er efter PGA Tour sæsonen, så de konkurrerer ikke med PGA Tour sæsonen. Det bliver verdens største og stærkeste turneringer i de uger, og det er en god ting, sagde McIlroy.
Har vundet Race to Dubai ranglisten tre gange
29-årige Rory McIlroy har vundet 13 tællende turneringer på Europa Touren og 14 på PGA Tour, hvoraf flere har været tællende på begge. Han har vundet fire majors med sejre i US Open 2011, US PGA Championship 2012, The Open 2014 og US PGA Championship 2014.
Han har vundet Europa Tour sæsonfinalen DP World Tour Championship, Dubai to gange i 2012 og 2015 og Race to Dubai ranglisten tre gange i 2012, 2014 og 2015. I 2012 og 2014 vandt han også PGA Tour pengelisten, mens han vandt FedExCup’en i 2016.