En stort set samlet charterbranche melder klar til Ferie for Alle, der desuden byder på rekordmange rejseforedrag og alt ferierelateret i det hele taget. Nordens største feriemesse finder sted i MCH Messecenter Herning 21.-23. februar 2025.
13 fyldte haller, i omegnen af 1.000 udstillere og flere end 210 rejseforedrag venter de besøgende, der i weekenden gæster Ferie for Alle. Messen beskæftiger sig med alle typer rejser og ferieformer i det hele taget – dermed er eksempelvis også charterbranchen rigt repræsenteret, og blandt udstillerne er forventningerne til messen store.
– Vi forventer at møde en masse glade og rejselystne gæster, både nye, gamle og kommende kunder, og så forventer vi naturligvis at sælge rejser. Derudover glæder vi os til at mødes med alle de andre rare mennesker fra branchen – samarbejdspartnere, journalister og vores kære ‘konkollegaer’. Det plejer at være et skønt sted at catche up og pleje gode relationer, fortæller Sofie Folden Lund, kommunikations- og pressechef i Spies, der finder Ferie for Alle helt uomgængelig:
– Hvis ikke Danmarks største rejsebrand skal være på Nordens største rejsemesse, så ved jeg ikke, hvem der skal. Ferie For Alle er en fantastisk anledning til både at sælge rejser og mødes med vores kunder og andre fra branchen. Det kan godt være, at meget foregår på nettet her i 2025, men en god og givende liveoplevelse og anledning til at være sammen vil altid være vigtig.
Sofie Folden Lund oplyser, at Spies stiller med “en feriestand, de besøgende ikke vil hjem fra”, fordi den med hendes ord kommer til at ose af ferievibes. De besøgende kan således se frem til at opleve Lollo og Bernie-dans, prøve et lykkehjul med rejsepræmier og få serveret flymadsprodukter, ligesom rejsebureauet stiller med en række erfarne rejserådgivere, tilbud på rejser og kaffe på kanden.
Camping, Danmarkshal, Outdoor- og Golfshow
Foruden charterbranchen er eksempelvis også campingbranchen stærkt repræsenteret på Ferie for Alle, hvor otte haller således er dedikeret til ferieformen. Hvad end man er på jagt efter en campingvogn, en autocamper, campingudstyr eller campingophold, er der noget at komme efter på messen. Søndag gælder det Danish Camping Award, der hylder de bedste aktører og produkter inden for branchen.
Og ligesom udlandet fylder en god del af Ferie for Alle, eksempelvis via de mange charterbureauer, er også Danmark en central del af messen. Således kan de besøgende i Danmarkshallen se frem til at komme grundigt rundt i landet og samtidig smage på stribevis af delikatesser og specialiteter fra danske destinationer.
I forlængelse af Danmarkshallen finder man Ferie for Alles Outdoorshow, der beskæftiger sig med alt inden for vandring, cykling og kajak samt friluftslivet i det hele taget med shelter, bål og hængekøje. Showet henvender sig både til inkarnerede friluftsentusiaster og nybegyndere, der gerne vil inspireres og vide mere om livet under åben himmel.
En anden fast tilbagevendende del af Ferie for Alle er Dansk Golfshow, der er landets største golfmesse. Messen i messen byder på alt det nyeste golfudstyr og inspirerer med informationer om de bedste golfbaner i ind- og udland, mens den i messens ånd også beskæftiger sig med golfrejser.
Aktivitetsprogram og legeland
Herudover tæller Ferie for Alle 2025 et rekordhøjt antal rejseforedrag, flere end 210, der sammen med omfattende programmer på både Store Scene, Danmarksscenen og Campingscenen er med til at sikre et både alsidigt og underholdende aktivitetsprogram.
Endelig favner Ferie for Alle også i år børn og barnlige sjæle med et stort legeland med noget for enhver smag. Her kan man eksempelvis forlyste sig med e-sport, hoppeborge og lasergame, ligesom legelandet blandt meget andet også rummer et kreahjørne og byder på cirkusshow.
Samlet set lever messen op til sit navn – på Ferie for Alle 2025 ér der vitterligt noget at komme efter for alle med hang til ferier. Af samme grund ser projektleder Johnny Tang Frandsen rigtig meget frem til, at messen tager fart fredag morgen.
– Der tegner sig en flot og mangefacetteret messe, og vi glæder os til at åbne dørene for de forhåbentlig mange besøgende, der kan se frem til at gå på opdagelse i en række bogstavelig talt horisontudvidende haller. Vi har igen i år oplevet en højt værdsat loyalitet fra både udstillere og samarbejdspartnere, og vi håber, at alle får en på alle måder udbytterig messe, udtaler Johnny Tang Frandsen.
Ferie for Alle finder sted i MCH Messecenter Herning 21.-23. februar 2025. Læs mere på ferieforalle.dk