Ovenpå et forrygende Masters bliver det hurtigt hverdag igen, men der var et meget stærkt felt i RBC Heritage på PGA Tour, som blev vundet af C.T. Pan fra Taiwan efter et kollaps af Dustin Johnson. Se højdepunkter fra finalerunden ovenfor.
Dels er mange begejstrede for værtsbanen Harbour Town Golf Links, og dels er titelsponsoren RBC sponsor for en række af verdens bedste.
C.T. Pan vandt – Dustin Johnson faldt langt tilbage
Verdensetteren Dustin Johnson førte med et enkelt slag inden finalerunden, så en del havde sikkert forventet, at han ville køre sejren hjem. Sådan gik det dog ikke, for efter en runde i +6 faldt Dustin Johnson tilbage til en 28. plads i -4.
Med en finalerunde i -4 vandt 27-årige C.T. Pan i -12 foran Matt Kuchar i -11, da han ligeledes var rundt i -4.
Patrick Cantlay, Scott Piercy og Shane Lowry delte 3. pladsen i -10.
Ian Poulter blev nr. 10 i -7, Tommy Fleetwood nr. 25 i -5, Jordan Spieth nr. 54 i +3 og Marc Leishman nr. 58 i +3
Bryson DeChambeau og Francesco Molinari var blandt dem der missede cuttet.
Første sejr på PGA Tour
C.T. Pan er ikke så kendt et navn endnu, og sejren var hans første top-15 placering i denne sæson.
Sidste år opnåede han dog bl.a. en 2. plads i Wyndham Championship, og en 4. plads i Dell Technologies Championship, så han sluttede helt fremme som nr. 35 på FedExCup ranglisten.