Challenge TourC More-podcast: Det er ikke længere pinligt at spille Challenge Tour

C More-podcast: Det er ikke længere pinligt at spille Challenge Tour

Niveauet er højt og i dag kan man godt være stolt af at spille på Challenge Tour, fortæller Mark Haastrup, der sammen med Jeppe Huldahl medvirker i C Mores populære podcast, Chip In, i forbindelse med Made in Denmark Challenge i Himmerland.

De spiller begge på Challenge Tour og kan indimellem også opleves som ekspertkommentatorer hos C More Golf, der uge efter uge sender fra den amerikanske PGA Tour. Og spørger man Mark Haastrup, så har han oplevet et markant skifte på Challenge Touren.

– Da jeg kom på Challenge Tour i 2007 og 2008, der var det som om, det var lidt pinligt at spille Challenge Tour. Der var Europa Touren, og så var der dem, som ikke var så gode, de spillede på Challenge Tour. Men nu er der kommet så mange dygtige unge spillere op med masser af selvtillid og det er som om atmosfæren har ændret sig, fortæller Mark Haastrup i 14. udgave af Chip In, som er tilgængelig på iTunes og Soundcloud .

Jeppe Huldahl er efter nogle års pause tilbage på golfbanerne og kan også mærke en forskel på Challenge Tour.

– Niveauet er højt. Bredden er naturligvis ikke lige så stor som på Europa Touren, men hvis du tager toppen af Challenge Tour, så er der ikke længere så stor forskel. De 15 bedste, som ender med at få Europa Tour-kortet, kan mangle noget erfaring, men spillemæssigt bør de være helt klar til at spille med på højeste niveau, siger Jeppe Huldahl og fortsætter:

– Det har været super fedt at komme i gang igen. Jeg har virkelig nydt at komme i kamp. Og på alle parametre har det været bedre, end jeg har turde at håbe på, siger Huldahl, der opnåede en tredjeplads i Swiss Challenge i begyndelsen af juni.

Mark Haastrup er også tilfreds med sin indsats, selvom der stadig er plads til forbedringer.

– Det har været solidt. Mit bedste indtil nu er en ottendeplads og så har jeg forbedret mine placeringer i runder, hvor jeg ikke har været godt kørende, så jeg modsat tidligere har klaret cuttet. Så det har været solidt uden at være rigtig pragende, siger Mark Haastrup, som har klaret cuttet i alle sine turneringer i år, hvis man ser bort fra den ene, hvor han måtte trække sig med en skade.

Selvom begge spillere er godt tilfredse med tilværelsen på Challenge Tour, så er ambitionen stadig – og helt naturligt – at komme op på næste hylde. Ikke kun sportsligt, men også økonomisk.

– Det er ikke en Tour, du tjener penge på. Men det er en rigtig god Tour at lære på. Du bliver matchet op mod nogle rigtig dygtige golfspillere og banerne bliver også stødt bedre, så på mange måder kan Challenge Tour bruges til rigtig meget, siger Jeppe Huldahl.

– Man kan ikke spille særlig længe på Challenge Tour og få det til at løbe rundt. Så det kræver hjælp hjemmefra via sponsorer og et godt netværk, istemmer Mark Haastrup.

De er begge med i denne weekends Made in Denmark Challenge på Himmerland Golf & Spa Resort. Og det er noget særligt at spille herhjemme, siger Jeppe Huldahl.

– Der er ikke noget man hellere vil end at gøre det godt på dansk grund. Jeg er sikker på, at vi nok skal få noget støtte herude i løbet af ugen. Det øger ens chancer en lille smule, for man bider nok tænderne lidt mere sammen, når det bliver hårdt, siger han.

Chip In-vært Anders Sigdal taler også med Made in Denmarks promotor, Flemming Astrup, der fortæller om, hvorfor det er vigtigt for brandet Made in Denmark og for fødekæden af danske talenter at have en turnering på dansk grund.

Chip In er udkommet siden slutningen af 2017. I tidligere afsnit kan du blandt andet høre om Steen Tinning og det særlige gen, der driver ham fremad, om Anders Hansen, der ikke kan slippe golfsporten, erfaringerne på PGA Tour med Søren Kjeldsen eller livet som caddie med Thomas Søby, hvordan det er at spille på Challenge Tour med Joachim B. Hansen og Victor Østerby, få anmeldt nogle af verdens bedste golfbaner af Christian Færgemann og Thomas Stuer Laudridsen, få styr på det nyeste golfudstyr med Claus Helmer, komme med til fysisk træning med Nicole Broch Larsen og høre om DGUs talentarbejde.

Hør Chip In via iTunes eller Soundcloud.

Klik her hvis du vil se PGA Touren live uge efter uge med stjernenavne som Tiger Woods på C More Golf.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Nanna Koerstz Madsen i sæsonfinalen på LPGA

Efter 32 turneringer i 10 lande er top-60 på LPGA tourens Race to CME Globe rangliste kvalificeret til denne uges sæsonfinale på LPGA, hvor...

Hvem skal være Årets Sportsnavn 2024? Feltet udvides…

Så er vi klar med de næste fem af i alt 15 nominerede til Årets Sportsnavn 2024. Og det er fem fantastiske sportsnavne, der...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk