PGA Touren gør i denne uge stop i Mexico til “OHL Classic at Mayakoba”, en turnering der er blevet spillet årligt siden 2007. Og det er på sin vis historiske omgivelser. Greg Norman har designet banen “El Camaleon Golf Club”, og banen var den første, der nogensinde var vært for en PGA Tour turnering i Mexico i netop i 2007.
Forsvarende mester er ingen ringere end Graeme McDowell. Nordirerens karriere har taget et dyk, og sejren i Mexico sidste år kom på et uventet tidspunkt. Og han har heller ikke helt formået at følge op på den siden. Han er nede som nummer 81 i verden, mens hans hidtil bedste placering var nummer 4.
Tidligere var vi vant til at se McDowell med fremme i de største turneringer. Men i dag er han raslet ned på en placering, hvor han ikke længere er sikker på at komme med i mange turneringer. I denne uge er han dog som mester naturligvis tilbage i Mexico for at forsvare titlen – og måske overraske igen, nu banen åbenbart passer ham godt.
3 mulige vindere
Jim Furyk
Var fra starten af året ude i fem måneder med en håndledsskade, men det har ikke holdt ham fra at gøre indtryk igen lige efter comebacket. Mange husker måske hans imponerende 58´er fra Travelers Championship tilbage i august, og ikke mindst hans delte andenplads i U.S Open. Furyks sidst spillede turnering var Deutsche Bank Championship for to måneder siden. Nu stiller han op igen og derfor er han klar til igen at vise sit spil frem.
Ryu Ishikawa
Den unge japaner, der har været spået en stor karriere, er igen begyndt at røre på sig. De seneste år har ikke været gode ved Ishikawa, og han har været nede at vende som nummer 203 i verden. Men han er i gang igen. Fem top 10 placeringer i hans seneste 6 starter, vidner om, at formen er ved at være der. Også selvom fire af dem var i Japan. Han er derfor nu igen at finde inden for top 100 på verdensranglisten, og noget tyder på, at vi skal til at holde godt øje med Ishikawa på ny.
Russell Knox
Var i omspil om sejren med Graeme McDowell i sidste års udgave af denne turnering. Yderligere vandt han Travelers Championship i august, og har været yderst stabil, siden han tog sin første sejr i WGC i Kina for lidt over et år siden. Den 31 årige skotte blev tidligere i år frarøvet den sidste billet til det europæiske Ryder Cup hold, da den unge belgier Thomas Pieters overhalede indenom med en sejr i den sidste tællende turnering. To sejre og 2 andenpladser gav Russell Knox hans klart bedste sæson på PGA, med en 10. plads på FedEx Cup listen. I denne uge er han højest rangerede spiller i feltet som nummer 19 i verden.
Med venlig hilsen
Jeppe Huldahl
Golfekspert, C More Golf
C More Golf sendetider fra Mexico alle fire dage
I dag, Torsdag: 19.00 – 22.00
Fredag: 19.00 – 22.00
Lørdag 19.00 – 22.00
Søndag 19.00 – 22.00
Husk i øvrigt også, at Charles Schwab Cup på Tour Champions bliver afgjort i denne uge. Det kan også ses på C More Golf.
Fredag: 22.00 – 01.00
Lørdag: 22.00 – 01.00
Søndag: 22.00 – 01.00