Rådhusklokkerne har ikke mere end lige ringet det nye år ind, før PGA Touren er klar til at tage hul på 2017. Og så er C More Golf naturligvis også klar. Torsdag den 5. januar vender PGA Touren tilbage til The Plantation Course at Kapalua på Hawaii for at få afgjort dette års udgave af Tournament of Champions – og C More Golf sender live alle fire dage.
PGA-sæsonen 2017 begynder for alvor nu. De sidste måneder af 2016 blev der spillet syv tællende turneringer til den nye sæson, men som det har været tilfældet de sidste mange år, tager de største navne en del fri, når først FedEx Cuppen er afgjort. De står over i de første turneringer for at samle kræfter til det nye år. Men nu er de alle atter klar til kamp.
Verdensetteren Jason Day er en af dem, der nu kommer i gang. Han trak sig fra de to afsluttende FedEx Cup-turneringer med en dårlig ryg. Days sidste turneringsrunde går helt tilbage til september måned. På trods af sine kun 29 år har verdensetteren gentagne gange haft problemer med ryggen. Så beslutningen blev taget tidligt efter Tour Championship, at der ikke skulle spilles mere turneringsgolf i 2016. Der er ikke noget, der tyder på, at der har været tale om en slem skade. Men det skal blive spændende at se, hvor han står efter så lang en spillepause. Jason Day har tre gange tidligere spillet med i Tournament of Champions, og alle tre gange er det endt med top 10 placeringer, med en tredjeplads som bedste resultat i 2015.
Som turneringsnavnet antyder, er det kun vindere fra sidste sæson, der har mulighed for at spille med i denne uge. Det resulterer naturligvis i et reduceret felt med kun 32 spillere til start.
Sidste år blev turneringen en en-mandsforestilling, da Jordan Spieth splittede feltet ad med fire fantastiske runder golf og en samlet score i -30! Hele otte slag foran nummer to, Patrick Reed. Meget tyder på, at der igen i år skal skydes lavt, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at løbe med trofæet. Der er tradition for meget lave scores i Tournament of Champions.
TRE MULIGE VINDERE
Hideki Matsuyama
Det varmeste golfnavn i verden lige nu. Han er for alvor brudt igennem som topspiller i en alder af bare 24 år, og han ligner en seriøs udfordrer til førstepladsen på verdensranglisten i år. Matsuyamas sidste seks starter har resulteret i vanvittige fire sejre, en andenplads og en delt sjetteplads. Det er ikke ofte, man ser så lang en stime af absolutte toppræstationer. Det har naturligvis også givet Matsuyama en foreløbig solid førsteplads på FedEx Cup-listen, på trods af at to af sejrene er kommet i hjemlandet Japan.
Jordan Spieth
2015 var et forrygende år for Spieth, mens han i 2016-sæsonen ikke levede op til samme standard. Men med Spieth’s kun 23 år kan man på ingen måde kalde 2016 for en skuffende sæson – det er et naturligt udsving, når man spiller på et så højt plan. Nu er han tilbage på en bane, hvor han satte feltet eftertrykkeligt til vægs for et år siden – og måske kickstarten på et forrygende 2017? Efter Tournament of Champions-sejren i 2016 gik tingene en smule langsommere for Spieth, selvom der stadig er sejre og topplaceringer at se tilbage på fra 2016. En præstation i sig selv, da spillet fra tee til green på intet tidspunkt har været oppe i samme gear. Problemet har hele vejen igennem været, at han har mistet rigtig mange slag i højre. Man må dog stadig forvente, at han er et rigtig godt bud på en sejr i denne uge, hvis man tager sidste års magtdemonstration med i betragtning.
Dustin Johnson
Havde en ekstremt stærk 2016 sæson. 15 top 10 placeringer i 22 spillede turneringer. Han havde den samlede sejr i FedEx Cuppen i sin hule hånd, indtil en skæbnesvanger søndag og en vanvittig afslutning af Rory Mcilroy satte en stopper for den drøm. Hvor Dustin Johnson tidligere har haft meget svært ved at lukke turneringerne til sejr, og med “kun” tre sejre i 2016 kan man ikke helt sige, at han er ovre komplekset endnu. Dog fik han med sejren i US Open endelig den første Major-sejr under bæltet. Så mon ikke vi kan forvente at se Dustin med i toppen mange gange i det det kommende år. Han har ikke selv givet grund til at tro andet.
C More Golf glæder sig til at byde indenfor til årets første turnering, og sender live alle fire dage fra SBS Tournament of Champions.
Med venlig hilsen
Jeppe Huldahl
Golfekspert C More Golf
www.cmore.dk/sport