PopulærtPGA TourC More Golf sender live fra Tigers comeback og Kjeldens tredje turnering

C More Golf sender live fra Tigers comeback og Kjeldens tredje turnering

Det er et skarpt felt, der er til start i denne uges turnering på PGA Touren. Otte spillere fra verdens top 25 er til start – og så er det ikke mindst Tiger Woods officielle comeback i en tællende PGA Tour turnering. Det er mere end 16 måneder siden, Tiger sidst spillede med i en tællende turnering. Og det er samtidig den tredje US PGA-turnering for danske Søren Kjeldsen.

Golfverdenen fik en lille forsmag på, hvad vi kan vente os fra Tiger Woods i december, hvor Tiger testede formen og den ny-opererede ryg. Det skete i Hero World Challenge med de fire første turneringsrunder i mere end 15 måneder. Tiger leverede der både storspil og det modsatte. Den tidligere suveræne verdensetter formåede at lave 24 birdies i turneringen. Mindre opløftende, men omvendt ikke overraskende, var det, at han næsten satte ligeså mange slag til over de fire runder.

Der var ingen tegn på problemer med fysikken over de fire dage, og hvis alt fortsat går vel, har Tiger planlagt at spille fire ud af de næste fem uger (tre turneringer på PGA). Et overraskende tætpakket program og det vidner i høj grad om, at Tiger Woods selv ikke tvivler på, at ryggen kan holde.

Først gælder det Farmers Insurance Open, der starter på torsdag. C More Golf sender live fra turneringen, der spilles på ikoniske Torrey Pines, De første to runder af turneringen bliver spillet på henholdsvis Torrey Pines nord og syd, de sidste to runder bliver spillet på den svære syd bane.

Tiger er nærmest synonym med sejr på netop Torrey Pines. Otte gange tidligere har han vundet på banen, hvor en af sejrene var den berømte U.S Open fra 2008, hvor Tiger vandt et 19 hullers omspil mod Rocco Mediate, efter at have spillet det meste af turneringen med en knæskade. Han sad efterfølgende ude resten af sæsonen, da skaden krævede en operation.

Søren Kjeldsens tredje turnering
Danske Søren Kjeldsen stiller op for tredje uge i træk på US PGA. Hans start er desværre langt fra gået som ønsket. To missede cuts er indtil videre det ærgerlige resultat. I begge turneringer, Søren har spillet i 2017, har en spiller præsteret en 59´er. Og det har måske været en lidt skræmmende start for danskeren som har spillet 19 år i Europa, hvor det endnu aldrig er sket. Sæsonen er dog stadig meget ung, og to turneringer under egen vanlig standard burde ikke ryste Kjeldsen efter en længere juleferie.

C More Golf sender live torsdag – søndag. Og vi kan løfte sløret for, at man fredag i “Featured Groups” kan følge en meget interessant bold – nemlig Tiger Woods i gruppe med Dustin Johnson og Jason Day !

Tre mulige vindere

Brandt Snedeker
Forsvarende mester i Farmers Insurance Open. Specielt sidste runde i 2016 udgaven var præget af dårligt vejr, og Brandt Snedekers sidste runde i 69 slag må nok betragtes som en af årets allerbedste runder. Næstbedste runde var 72 og tredjebedste 74, så på en meget svær dag satte Snedeker hele feltet til vægs og tog sejren fra baghjul. Snedeker viste osgå god form i slutningen af 2016 men mistede dog cuttet i hans senest spillede turnering, Sony Open. Den blev spillet for to uger siden, og Snedeker har dermed haft mulighed for at rette småfejlene til og kunne være et godt bud på en vinder i Farmers Insurance Open.

Hideki Matsuyama
Indtil Sony Open var Justin Thomas den eneste spiller, der havde slået Matsuyama siden oktober. Justin Thomas slog Matsuyama igen i Sony Open med en knusende sikker sejr, og det gjorde 25 andre spillere også, da Matsuyama blev nummer delt 27. Så rekordlisten for hans seneste otte turneringer nu lyder på fire sejre to andenpladser en femteplads og en 27. plads. Det er dog stadig så imponerende, at man umuligt kan komme udenom Matsuyama som en mulig vinder af turneringen.

Brooks Koepka
Verdens nummer 17 har ikke spillet siden Hero World Challenge i starten af december. Koepka tog endelig en sejr igen i den populære og stærkt besatte Dunlop Phoenix Open i november og havde også en top placering med en andenplads i Shriners Hospitals for Children Open ligeledes i november. Noget tyder på at Koepka er ved at bryde igennem for alvor – og dermed få udnyttet det enorme potentiale, han besidder. Med næsten to måneder siden hans sidst spillede turnering kan der være sneget sig lidt rust ind i Koepkas spil. Men med den form han viste, inden han gik på pause, kan Koepka nemt blive en farlig outsider i denne uge.

Med venlig hilsen
Jeppe Huldahl
Golfekspert, C More Golf

C More Golf er naturligvis med alle fire dage fra Farmers Insurance Open. Anders Sigdal og Andreas Hartø guider seerne igennem turneringen.

Sendetider
Torsdag: 21.00 – 01.00 – Featured Groups sendes live allerede fra kl. 17.45.
Fredag: 21.00 – 01.00 – Featured Groups sendes live allerede fra kl. 17.45.
Lørdag: 19.00 – 00.00
Søndag: 19.00 – 00.30

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Ikke godkendt – Challenge Touren flyttes fra Nyborg til Bogense

Bogense Golfklub skal være vært for den den danske Challenge Tour turnering i 2025. Det skulle ellers have været i Sct. Knuds Golfklub, men deres...

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk