– Somme tider finder jeg golfbolde i haven, og når nogen råber ”Fore!”, så råber jeg altid ”Six!” tilbage.
Phyllis, en ældre dame med en veludviklet humoristisk sans, bryder sig ikke om sport i almindelighed og golf i særdeleshed. Hun bor i en lille bungalow på kanaløen Guernseys nordkyst og er godt træt af sine naboer på La Grande Mare Golf Course, som hun stadig omtaler som sine ”nye naboer”, selv om golfbanen inkl. hotel og Country Club faktiske blev etableret tilbage i 1994.
Til gengæld er golfspillerne med god grund meget tilfredse med den ”nye” parkbane i Vazon Bay, som denne morgenstund langsomt dukker op af havgusen, men
s det bløde, bakkede højdedrag mod syd kun anes gennem tågedisen.
Grågæs og en enkelt bramgås vralter søvnigt væk fra det grønne græs omkring første green, henover den afsvedne fairway og ned i en af de mange små søer for at tage dagens første bad.
Ude i bugten dukker nu også Fort Grey op af gusen – ”cup and saucer”, som de lokale har døbt fæstningsværket, der stammer fra Napoleonskrigene.
Kører man østover, forbi ”koppen og underkoppen”, kommer man til øens anden 18-hullersbane, L’Ancresse Golf Links, en klassisk links bane, som deles af to klubber, L’Ancresse Golf Club og den ærværdige Royal Guernsey fra 1890. Det er ikke let at få spilletid, hverken for turister eller de lokale indbyggere, der kan stå på venteliste i årevis inden de kan komme ind i det forjættede golfland.
De to klubbers hjemmesider fortæller ikke noget om greenfee for udenlandske gæster; til gengæld kan man læse meget udførligt om reglerne for påklædning, som nok er strikse men dog er aldeles fordomsfri med hensyn til farve på sokkerne – så længe de dækker anklerne… Turisten kan kun få spilletid ved i god tid at kontakte klubben per telefon. Greenfee er 50 GG£ (Guernsey pund).
Lykkes det at booke en tid på den travle golfbane med de to klubhuse, er der spændende udfordringer i vente. Bl.a. skal man se sig overmåde godt for. Banen er offentlig tilgængelig for besøgende der ønsker at gå en tur i klitterne – en populær udflugt for Phyllis og mange andre – og et par gange skal man slå over en offentlig vej!
Andre usædvanlige hazarder er bunkers fra 2. Verdenskrig, såkaldte Martello-tårne fra krigene mod franskmændene og diverse bautasten fra den yngre stenalder – spektakulære historiske vidnesbyrd, der findes i rigt mål langs Guernseys kyster.
Guernsey, Sark og Victor Hugo
Er man på Guernsey må man ikke snyde sig fra at besøge Victor Hugos stærkt interessante hus Hauteville House, hvor den franske forfatter boede i landflygtighed fra 1855-1870. Hugo skrev bl.a. De elendige – som godt 100 år senere blev til musicalen Les misérables – fra sit værelse øverst oppe, hvorfra han havde udsigt til øerne Herm, Jethou, Brecqhou og Sark – og til elskerinden, som han havde installeret få huse væk!
Guernsey kan nås med fly fra diverse lufthavne og med båd fra Saint-Malo i Bretagne – en tur der tager to timer.
Og på tre kvarter kan man tage videre til den lille ø Sark, hvor der hverken er lufthavn, biler eller golfbane.
Til gengæld kan man på en dag eller to snildt nå øen rundt til fods, på cykel eller med hestevogn – motoriserede køretøjer ud over traktorer er forbudt på den fascinerende og naturmæssigt betagende ø. Som Victor Hugo formulerede det i 1866: ”Det er en skændsel at der findes noget sådant på steder, hvor folk ikke kommer. (…) Det er absurd smukt.”
Naturen har ikke ændret sig nævneværdigt siden Hugo var på besøg. Derimod kommer folk nu talstærkt til Sark, om end blot på fransk visit. Og det ellers stærkt konservative politiske miljø er også forandret. I 2008 fik øens 560 indbyggere omsider et demokratisk valgt parlament og Europas sidste feudale samfund er nu en saga blot.
Freden sænker sig for alvor, når the daytrippers forlader øen sidst på eftermiddagen. Og det er den rene idyl på La Sablonnerie, når man indlogerer sig hos Elizabeth Perré, der i sin blomstrende have serverer 4-stjernet økologisk mad med råvarer fra lokale fiskere og farmere. Her er ingen luftforurening og ingen vejbelysning, så stjernehimlen tiltrækker astrologer fra hele verden, men denne nat er halvmånen fremme, så firmamentet skuffer, og man får ikke brug for lommelygterne, som Madame Perré ellers har lagt frem på kommoden for det tilfælde at man vil ud at studere stjerner en mørk nattetime.
Enhver golfer ved at meget af spillet foregår mellem ørerne. Efter et par dage på Sark er de mentale batterier ladet op, og således styrket har man en klar fordel, når man næste gang skal ud på de 18 huller.
Her kan man læse mere om:
La Grande Mare Golf Course: www.lagrandemare.com
L’Ancresse Golf Club: www.lancressegolfclub.com
Royal Guernsey Golf Club: www.royalguernseygolfclub.com
La Sablonnerie: www.sablonneriesark.com
Revideret artikel fra 2013