Bryson DeChambeau kan blive den første nogensinde til at vinde flere end to playoff-turneringer, når det gælder denne uges BMW Championship, der kan opleves på C More Golf fra torsdag den 6. september.
70 spillere er tilbage i FedEx Cup-slutspillet, og kun de 30 bedste går videre og får lov til at spille om PGA-titlen og bonussen på 10 millioner dollars i den sidste playoff-turnering på East Lake i Atlanta.
Bryson DeChambeau har været uden sidestykke i de to første playoff-turneringer. Med sejrene i THE NORTHERN TRUST og Dell Technologies Championship er han sikker på at gå ind til selve finalen i Tour Championship som nummer et på FedEx Cup-ranglisten.
– Hvis der nogensinde skulle være én, der vandt de tre første playoff-turneringer, så ville vedkommende stadig ikke være sikker på at vinde FedEx Cup. Så uanset hvad, så er der stadig et job, der skal gøres færdigt. Jeg kan ikke læne mig tilbage, fordi jeg har vundet de seneste to uger, lyder det behersket fra Bryson DeChambeau.
Den snart 25-årige amerikaner tangerede Vijay Singhs rekord fra 2008 ved at vinde de to første playoff-turneringer i FedEx Cuppens levetid og DeChambeau kan altså blive historisk, hvis det lykkes som den første at vinde tre på stribe, når det går løs på Aronimink Golf Club i Pennsylvania.
Rickie Fowler har siddet over i de to første playoff-turneringer for at hvile en forstrakt mavemuskel. Men med en placering som nummer 26 er Fowler kommet i farezonen for at ryge ud af det gode selskab. Så han stempler ind ved BMW Championship, som Rory McIlroy gjorde det i Dell Technologies Championship.
McIlroy sluttede på en delt 12.-plads på TPC Boston, i selskab med blandt andre Brooks Koepka, Phil Mickelson og Jordan Spieth, hvilket betød et avancement på fire pladser på FedEx Cup-ranglisten, så nordireren nu er at finde som nummer 24.
Her ligger han lige foran Tiger Woods, der mandag havde problemer med putteren og efterfølgende ikke havde lyst til at tale med pressen.
Skillelinjen ligger som sagt ved top 30 i BMW Championship, hvor der ikke er nogen cutgrænse, da feltet er snævret så meget ind. Dem som ligger i farezonen kan til inspiration skæve til de højdespringere, som vi oplevede i forbindelse med Dell Tecnologies Championship.
Abraham Ancer gik fra nummer 92 til 56, C. T. Pan fra 72 til 33 og Tyrrell Hatton rykkede fra nummer 71 til en placering som nummer 54. De fik derfor forlænget sæsonen med deltagelse i BMW Championship. Jordan Spieth og Hideki Matsuyama kan også bare se sig selv i spejlet. De sidder begge på et ydermandat, men formåede selv at klemme sig ind i top 30 i forbindelse med turneringen på TPC Boston. Matsuyama endda med et gevaldigt ryk på listen fra nummer 58 til 28.
BMW Championship på C More Golf
Torsdag
Featured Groups: 17:00-20:00
Aftensending: 20:00-00:05, kommentator: Anders Sigdal
Fredag
Featured Groups: 17:00-19:50
Aftensending: 19:50-00:00, kommentator: Anders Sigdal
Lørdag
Featured Groups: 14:30-18:00
Aftensending: 18:00-00:00, kommentatorer: Jesper Knudsen og Thomas Søby
Søndag
Featured Groups: 14:30-18:00
Aftensending: 18:00-00:10, kommentatorer: Anders Sigdal og Thomas Søby.