33-årige Brooks Koepka vandt US PGA Championship 2023 på Oak Hill. Hans tredje sejr i US PGA, og med to US Open sejre er han oppe på fem majors. Han er den første der vinder en major efter han er skiftet til LIV Golf.
Nicolai Højgaard var nr. 42 efter tredje runde, og med en runde i +1 blev han nr. 50 i +7. Rasmus Højgaard og Thorbjørn Olesen missede cuttet.
Brooks Koepka vandt med to slag
Undervejs var finalerunden ved at udvikle sig til en duel mellem Brooks Koepka og Viktor Hovland, men Scottie Scheffler blandede sig også med fire under par på bag-ni.
Inden de sidste 3 huller førte Brooks Koepka i -9 foran Viktor Hovland i -8 og Scottie Scheffler i -6.
Men på 16. hul blev det mere eller mindre afgjort, da Hovland lavede en dobbeltbogey efter at have slået en bold ind i bunkerkanten, som Corey Conners gjorde det lørdag. Koepka lavede birdie, og kom foran med fire slag inden de sidste to huller.
Brooks Koepka vandt i -9 efter en finalerunde i -3 foran Scottie Scheffler og Viktor Hovland i -7 efter de gik henholdsvis -5 og -2.
I april førte Koepka Masters med fire slag da spillet blev indstillet efter 6 huller lørdag og med to slag inden finalerunden, men han faldt tilbage og blev nr. 2 da Jon Rahm vandt. Denne gang var der ingen slinger i valsen.
Cam Davis, Kurt Kitayama og Bryson DeChambeau delte 4. pladsen i -3 foran Sepp Straka og Rory McIlroy på en 7. plads i -2. Patrick Cantlay, Justin Rose og Shane Lowry delte 9. pladsen i -1.
Klub-proen Michael Block blev nr. 15 efter hole-in-one
US PGA Championship arrangeres af PGA of America, som er golftrænernes organisation. Deres medlemmer kan kvalificere sig via PGA Professional Championship, så der var 20 klub-pro’er i feltet. På leaderboardet er PGA spillerne markeret med et PGA Team of 20 logo ud for deres navn.
Den eneste klub-pro der klarede cuttet var Michael Block. Allerede under første runde gjorde han et godt indtryk, da han blev interviewet på banen, og efter tre runder i par var han nr. 8 inden finalerunden. Han slog finaledagens slag med en hole-in-one på 15. hul, og efter en runde i +1 blev han delt nr. 15. Lørdag spillede han med Justin Rose, og søndag var det med Rory McIlroy.
Udover en præmiecheck på næste 2 mio. kr. giver en top-15 placering en plads i US PGA Championship næste år. Mon ikke han også kan få nogle PGA Tour invitationer inden da.
Xander Scauffele og Patrick Reed blev nr. 18 i +2, Collin Morikawa nr. 26 i +4, Jordan Spieth nr. 29 i +5, Padraig Harrington og Jon Rahm nr. 50 i +7, Max Homa og Dustin Johnson nr. 55 i +9, Phil Mickelson nr. 58 i +10, Justin Thomas nr. 65 i +12 og Tony Finau nr. 72 i +15.
Koepkas niende PGA Tour sejr – fem majors og en WGC
Nu 33-årige Brooks Koepka fik sit gennembrud i Europa, hvor han vandt en Challenge Tour turnering i 2012 og tre i 2013 inden han vandt Turkish Airlines Open 2014 og blev årets rookie på Europa Touren i 2014.
Han vandt sin første PGA Tour sejr i Waste Management Phoenix Open 2015 og har siden han vandt US Open 2017 været med helt fremme i mange majors. Han vandt også US Open 2018 og US PGA Championship 2018 samt US PGA Championship igen i 2019. Han vandt også WGC-FedEx St. Jude Invitational 2019.
Brooks Koepka har været hårdt plaget af skader særligt i sine knæ, men ud af 36 spillede majors har han nu vundet fem og haft fire 2. pladser, mens han hele 18 gange er sluttet i top-10.
Brooks Koepka har også vundet traditionsrige Dunlop Phoenix Tournament i Japan to år i træk med sejre i både 2016 og 2017.
Han er også dobbelt vinder på LIV Golf, hvor han vandt LIV Golf Invitational Jeddah 2022 og LIV Golf Orlando 2023.
US PGA Championship, resultat
– alternativ på pgatour.com