23-årige Brooke M Henderson fra Canada vandt sin 10. LPGA sejr i LPGA turneringen HUGEL-AIR PREMIA LA Open, hvor Nanna Koerstz Madsen blev nr. 27. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
Nanna, der var eneste dansker i feltet, begyndte lørdagens finalerunde som nr. 27 i -3. Og med en runde i par sluttede hun også på en 27. plads i -3.
Brooke M Henderson vandt sin 10. sejr
Inden finalerunden førte Jessica Korda i -16 foran Jin Young Ko i -15 og Brooke M Henderson i -12.
Med en runde i -4 vandt Brooke M Henderson i -16 foran Jessica Korda i -15, mens Hannah Green og Jin Young Ko delte 3. pladsen i -14.
Første sejr siden 2019
Nu 23-årige Brooke M Henderson fik allerede et LPGA kort som 17-årig, da hun vandt Cambia Portland Classic 2015. Siden har hun mindst haft én sejr om året bortset fra i 2020.
Som 18-årig blev hun major vinder med sejr i KPMG Women’s PGA Championship 2016, og siden har hun vundet Cambia Portland Classic 2016, Meijer LPGA Classic og McKayson New Zealand Women’s Open i 2017 samt LOTTE Championship 2018, CP Women’s Open 2018, LOTTE Championship 2019, Meijer LPGA Classic for Simply Give 2019 og nu HUGEL-AIR PREMIA LA Open 2021.