Challenge TourBrandvarm dansker håber på boost fra tilskuerne i Frederikshavn

Brandvarm dansker håber på boost fra tilskuerne i Frederikshavn

Danske Martin Leth Simonsen har haft en fantastisk sæson på den europæiske Challenge Tour, og når det i næste uge gælder Frederikshavn Challenge presented by Ejner Hessel, håber han, at de danske tilskuere kan bidrage til mere dansk succes.

– Først og fremmest så elsker jeg at spille i Nordjylland. Det betyder, at jeg kan bo hjemme og sove i min egen, så det bliver skønt, fortæller den lokale favorit, der dog skal kigge langt tilbage i GolfBox for at finde sit seneste besøg i Frederikshavn Golfklub.

Håber på dansk opbakning

– Jeg har kun spillet Frederikshavn en gang i mit liv, og det er 15 år siden. Så jeg ved faktisk ikke helt, hvordan den er, men den smule jeg husker, siger mig, at det er en rigtig krævende bane og en god test. Så det glæder jeg mig til, fortæller Simonsen, inden der sendes en opfordring til de danske golffans.

– Det ville være fedt, hvis der kommer nogle tilskuere ud og ser os spille. Det giver altid et ekstra boost, når man oplever opbakningen fra danske tilskuere, forklarer nordjyden.

Fremragende dansk sæson på Challenge Touren

Og man skulle mene, at de danske Challenge Tour spillere, har fortjent en masse opbakning, sådan som de har præsteret på Challenge Touren i år.

Der har været sejre til Martin Leth Simonsen, Nicolai Kristensen og Oliver Hundebøll Jørgensen, og hvis alt flasker sig de kommende måneder, kan alle tre danskere sikre sig en plads på DP World Tour fra 2023.

– Jeg prøver ikke at tænke så meget over det, selvom det er svært. Der er lang vej til at mit DP World Tour kort er sikret, så jeg holder næsen i sporet og forsøger at spille så godt jeg kan hver uge, slutter Martin Leth Simonsen.

Inden Frederikshavn Challenge by Ejner Hessel i næste uge, spilles Finnish Challenge i Finland. Den turnering er allerede i gang, og Martin Leth Simonsen har fået en stærk start.

Kom og oplev fremtidens stjerner i Frederikshavn fra 11. – 14. august

Såfremt du har tid og mulighed for at gæste Frederikshavn Golfklub i næste uge, så håber vi, du lægger vejen forbi. Det er en unik mulighed for at opleve fremtidens stjerner, og grundet færre tilskuere end ved f.eks. Made in HimmerLand, så har du mulighed for at komme helt tæt på og fornemme hvor gode spillerne er. Der er gratis entré alle dage.

Nervepirrende uger i vente

Der er rigtigt meget på spil på Challenge Touren netop nu. Helt i toppen har Oliver Hundebøll Jørgensen allerede sikret sig en plads på DP World Tour næste år og spiller således nu primært for at vinde Challenge Touren, som Marcus Helligkilde gjorde sidste år, Joachim B. Hansen i 2018 og Thomas Bjørn i 1995.

Martin Leth Simonsen og Nicolai Kristensen ligger hhv. nummer 10 og 16 og kan således dufte oprykning til DP World Tour og de mange millioner, der hver uge er på højkant.

Længere nede på Challenge Tour ranglisten kæmper Peter Launer Bæk for at fastholde sin plads på Europas næstbedste tour, så også for ham byder Frederikshavn Challenge by Ejner Hessel på en gylden mulighed.

De 20 bedste spillere på Challenge Tour ranglisten, når året er gået, rykker op på DP World Tour i 2023. Du kan se ranglisten her.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Rasmus Højgaard fik 7 mio. kr. i Race to Dubai bonus

Med en 2. plads i DP World Tour sæsonfinalen blev Rasmus Højgaard også nr. 2 på Race to Dubai ranglisten, hvilket gav ham en...

Verdensranglisterne, 18. november 2024

For første gang nogensinde er Rasmus Højgaard i top-50 på verdensranglisten, da han med en 2. plads i sæsonfinalen rykkede frem som nr. 45....

De fem nyeste artikler på 19hul.dk