Branden Grace fik sin første PGA Tour sejr, mens Luke Donald blev nr. 2 i RBC Heritage for fjerde gang. Bryson DeChambeau blev nr. 4 i sin debut som professionel.
Grace gik finalerunden i -5, og vandt i -9 foran Russell Knox og Luke Donald i -7. For Luke Donald var finalerunden en stor skuffelse, da han blot formåede en runde i par.
Det var første PGA Tour sejr til 27-årige Branden Grace. På Europa Touren har han vundet syv gange og senest Commercial Bank Qatar Masters i januar.
Flot debut af DeChambeau
22-årige Bryson DeChambeau fik en forrygende start på sin professionelle karriere, da han gik finalerunden i -3 og delte 4. pladsen i -5 med Kevin Na.
Ernie Els sluttede også flot af med en runde i -5, så han blev nr. 14 i -2, mens Jason Day blev nr. 23 i -1 efter en finalerunde i -3.
Luke Donalds sjette top-3 på Harbour Town
I de seneste otte udgaver af turneringen har Luke Donald haft fire andenpladser og to tredjepladser.
Luke Donalds seneste af fem PGA Tour sejre var i Transitions Championship 2012. Siden vandt han BMW PGA Championship 2012 på Europa Touren, mens Dunlop Phoenix 2013 på Japan Golf Tour er hans seneste sejr.