Den 34 årige Grégory Bourdy fra Bordeaux har rødvinsglas broderet på sine hvide sko. I følge de franske journalister der følger ham her på Oakmont er det omtrent det mest interessante ved ham. I modsætning til sin følelsesladede og mystiske landsmand Victor Dubuisson, har Bourdy en meget ligetil personlighed.
Da han gjorde sin 2. runde færdig lørdag formiddag, så var hans spil pludselig meget spændende. Efter 14 huller var han 6 under par og truede dermed Johnny Millers Oakmont rekord på 63 slag (7 under par). Hans runde indeholdt fem birdies og en eagle da han ramte bunden af hullet fra 124 meter på 11. hul.
Før han mistede pusten lidt mod slutningen af runden førte Bourdy i en overgang turneringen i 5 under par. Efter hans, ellers fine, approach til 18. green spinnede tilbage i et tørvehul, missede han sit chip og måtte nøjes med 3 under for dagen og -2 for turneringen. Den delte tredjeplads sikrer ham stadig en plads i næstsidste trebold, sammen med de to andre europæere Sergio Garcia og Shane Lowry.
Da han blev spurgt om han vidste hvem den seneste franske Major-vinder var, var han hurtigt klar med svaret, ”1907, Arnaud Massy”, og ligesom de to seneste vindere på Oakmont har han også først set banen i starten af turneringsugen, men Bourdy skal holde nogle store navne bag sig hvis han vil sikre sig karrierens femte sejr i denne uge.
US Open sendes direkte på Viasat Golf og Viaplay.dk hver aften. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.