Så sent som i ugen op til Europa Tourens sæsonfinale i Dubai skrev Europa Touren, at bonuspuljen på $ 5 mio. ikke var tællende til Race to Dubai ranglisten.
Den store bonus til top-10 på Race to Dubai ranglisten var ikke officielle præmiepenge, men det er den så alligevel blevet med tilbagevirkende kraft.
Da vi i mandags skrev om ranglisten var bonusbeløbene ikke inkluderet på Race to Dubai ranglisten. Ser man ranglisten på Europa Tourens hjemmeside nu, så har top-10 dog fået tillagt deres bonuspræmie som point.
Europa Touren bekræfter overfor 19hul.dk, at det er ændret, så bonuspuljen tæller til Race to Dubai ranglisten. Bonusbeløbene tæller dog ikke på ranglisten over karriereindtjening (Career Money List), som giver et Europa Tour kort i kategori 12.
Ikke den store praktiske betydning
Rent praktisk har det ikke den store betydning, da det så blot er top-10 som fremgår med et højere antal point, end de ellers ville have haft.
Henrik Stenson stod således til at vinde Race to Dubai ranglisten med 4.148.402 point foran Danny Willett med 3.734.528 point. På den opdaterede rangliste har Stenson 5.289.506 point mod Willetts 4.419.190, så forspringet er blot blevet større.