Som ny Ryder Cup kaptajn vil Thomas Bjørn gennemgå reglerne for kvalifikationen. Han vil dog endnu ikke sige, om reglerne skal ændres, som Rory McIlroy har argumenteret for.
Som reglerne er nu, skal man være medlem af Europa Touren for at spille sig på holdet, men McIlroy ser helst at det er de 12 bedste på verdenranglisten, så man også dropper kaptajnens wildcards.
Thomas Bjørn udtaler sig meget diplomatisk, når han bliver spurgt til reglerne:
– Vi skal have et system, der giver os et hold, som kan vinde trofæet tilbage. Det skal være godt for spillerne, men det skal også afspejle hvad det europæiske hold står for, siger Thomas Bjørn til Sky Sports og fortsætter:
– Nogle spiller i USA og resten af verden, og man skal altid kigge på systemet. Det handler ikke om hvorvidt man lige har tabt eller ej.
– Jeg mener, at det meget vigtigt for os, at vi ikke tager nogle forhastede beslutningen. Jeg skriver mine holdninger ned på et stykke papir, og senere taler jeg med dem der bestemmer.
Knox og Casey kom ikke på holdet i 2016
For at være medlem af Europa Touren skal man mindst spille fem Europa Tour turneringer udover majors og WGC turneringer. Det har Paul Casey fravalgt, så han er ikke medlem af Europa Touren, hvorfor han ikke kunne kvalificere sig til Ryder Cup holdet. Han kunne heller ikke få et af de tre wildcards.
Russell Knox var medlem af Europa Touren, men det blev han først efter sin sejr i WGC – HSBC Champions 2015. Havde han været medlem før sejren, så ville Knox have kvalificeret sig til Ryder Cup holdet. Han fik ikke ét af de tre wildcards, som blev givet til Lee Westwood, Martin Kaymer og Thomas Pieters.
Europa har vundet otte af de seneste 11 gange
USA vandt en overbevisende sejr på 17 – 11 ved Ryder Cup 2016.
Siden 1995 har Europa dog kun tabt Ryder Cup tre gange i 1999, 2008 og 2016. Europa har således vundet otte af de seneste 11 opgør, så som Bjørn også har sagt til The Guardian:
– Vi skal ikke glemme, at vi tidligere har været meget succesfulde. Vi har vundet otte af de seneste 11 Ryder Cups, så vi har ikke et system der er defekt, men vi vil altid gerne stille med et meget stærkt hold.