Europa er storfavoritter ved den tredje udgave af EurAsia Cup, men kaptajnen Thomas Bjørn tror ikke, at det bliver let at vinde over Asien i den Ryder Cup lignende turnering, som spilles fra fredag til søndag.
Den første udgave af EurAsia Cup blev spillet i 2014, hvor det endte uafgjort 10 – 10. Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen var på holdet 2014, hvor der var 10 spillere på hvert hold. I 2016 vandt Europa med Søren Kjeldsen på holdet en knusende sejr på 18½ – 5½.
– Asien har aldrig haft et bedre hold
Europa stiller med et meget stærkt hold, hvor seks af de 12 spiller har erfaring fra Ryder Cup. Der er mange gode spillere på Team Asias relativt unge hold, men Europa er favoritter.
– Det er en turnering, der bliver større og større. Vi kommer med et godt hold, som jeg glæder mig til at stå i spidsen for, sagde Thomas Bjørn på et pressemøde tirsdag.
– Vi er opmærksomme på, at Asien aldrig har stillet med et stærkere hold, og golf er et sælsomt spil. Resultatet bliver sjældent, som det ser ud på papiret. Det bliver ikke let, men vi er klar. Spillerne vil vinde, men i golf kan alt ske over 18 huller.
Atwal: – Der er ingen underdogs i hulspil
Team Asia kaptajnen Arjun Atwal tror også på, at hans undertippede hold har en chance:
– Alle undtagen mit hold ved, at vi er underdogs. Man kan ikke tale om underdogs i huspil. På papiret kan man være underdogs, men alt kan ske når matcherne begynder, sagde Team Asia kaptajnen Arjun Atwal på sit pressemøde.
Tre dage med four-ball, foursomes og singler
EurAsia Cup presented by DRB-HICOM spilles over tre dage, hvor alle 12 spillere på hvert hold skal i aktion hver dag. Fredag i seks four-ball matcher, lørdag er der seks foursomes inden man spiller 12 singler om søndagen.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.