Europa Tourens Desert Swing afsluttes med Omega Dubai Desert Classic, hvor der er fire danske deltagere. Som i Abu Dhabi og Qatar er det Thorbjørn Olesen, Lucas Bjerregaard, Lasse Jensen og Thomas Bjørn
Der er et stærkt felt på Emirates GC med ti af de 12 europæiske Ryder Cup spillere fra 2016. Tiger Woods er også med.
På PGA Tour gælder det den populære Waste Management Phoenix Open, hvor særligt 16. hul er ganske festlig og anderledes med mange tusinde tilskuere på tribunerne omkring hele hullet.
Jordan Spieth, Hideki Matsuyama, Bubba Watson, Rickie Fowler, Justin Thomas, Patrick Reed Brooks Koepka og Phil Mickelson er blandt deltagerne på TPC Scottsdale.
Nedenfor ugens bud på spillere der kan vinde. Ud for Odds ses først vinderodds og dernæst odds for at spilleren slutter som nr. 1 – 5 i turneringen.
Omega Dubai Desert Classic
Rafa Cabrera Bello (Odds 19,5 / 5)
Var også på listen i sidste uge, hvor han sluttede lige udenfor top-5 efter en dårlig start og en god weekend. Vandt i 2012 hvilket underligt nok er hans seneste Europa Tour sejr. Når han så alligevel er nr. 25 på verdensranglisten, så skyldes det mange gode resultater som bl.a. en 2. plads sidste år, men han må snart få hul på bylden og vinde noget oftere.
Henrik Stenson (Odds 7,4 / 2,62)
Efter en lang pause henover jul og nytår blev Henrik Stenson nr. 8 i Abu Dhabi, hvilket var hans femte top-10 placering i træk. Vandt turneringen i 2007, og blev nr. 6 sidste år, hvor han var småskadet.
Tyrrell Hatton (Odds 22 / 5,4)
Senest førte Hatton i Abu Dhabi inden finalerunden, men faldt tilbage til en 13. plads. Blev nr. 8 i Omega Dubai Desert Classic sidste år, hvilket jeg tror han kan forbedre i år.
Waste Management Phoenix Open
Hideki Matsuyama (Odds 11,5 / 3,35)
Efter en forrygende periode med fire sejre og to andenpladser i seks turneringer er Matsuyama ikke sluttet i top-25 de seneste to turneringer. Her er han dog forsvarende mester, mens han blev nr. 2 i 2015 og nr. 4 i 2014, så han er aldrig sluttet udenfor top-4 i Phoenix Open.
Jordan Spieth (Odds 10 / 3,1)
Startede året med to 3. pladser på Hawaii inden han har haft nogle ugers turneringspause. Har kun deltaget i Phoenix Open én gang tidligere med en 7. plads i 2015.
Phil Mickelson (Odds 32 / 7,8)
Mickelson har vundet turneringen tre gange i 1996, 2005 og 2013. Der har også været en 2. plads og flere top-10 placeringer, men de seneste år har han været noget svingende i turneringen. Ovenpå to operationer har han gjort det udmærket de seneste uger med første en 21. plads og en 14. plads i sidste uge.
Sidste uges resultat
Der laves løbende statistik for hvordan det går, og i det regnskab spilles kr. 100,- på hvert resultat.
Der spilles dog ikke nødvendigvis i den virkelige verden, så dette er blot for at følge udviklingen.
Commercial Bank Qatar Masters
- Thorbjørn Olesen (Odds 28 / 7,6) – Nr. 57
- Rafa Cabrera Bello (Odds 16,5 / 4,1) – Nr. 6
- Bernd Wiesberger (Odds 14,5 / 3,9) – Nr. 37
Farmers Insurance Open
- Dustin Johnson (Odds 10 / 3,45) – MC
- Jimmy Walker (Odds 42 / 7,8) – MC
- Martin Laird (Odds 60 / 13) – MDF
Med 12 væddemål på hver kr. 100 var den samlede indsats kr. 1.200 dvs. et underskud på kr. 1.200.
År til dato:
Indsats: kr. 4.200
Gevinst: kr. 611
Samlet: – kr. 3.589