I 2019 vil vi fortsat give jer ugens betting tips her på 19hul.dk for turneringer på Europa Touren og PGA Tour.
Golfåret begynder allerede nu på PGA Tour med Sentry Tournament of Champions, hvor der er et begrænset felt på blot 34 spillere.
Det er kun PGA Tour vindere fra 2018 som er kvalificeret. Dem er der 37 af, og kun Justin Rose, Tiger Woods og Phil Mickelson har fravalgt at deltage, så der er et meget stærkt felt på Kapalua Resort Plantation Course på Hawaii.
Europa Tourens første turnering er Rolex Series turneringen Abu Dhabi HSBC Championship presented by EGA fra den 16. januar.
Vindere og udvalgte i top-5 og top-10
Vi håber naturligvis at kunne lave et overskud henover året, men efter to år med overskud på henholdsvis 8.719,- kr. i 2016 og 6.234 kr. i 2017, så endte 2018 desværre med et underskud på 7.356 kr.
For statistikkens skyld vil vi fortsat spille 100 kr. på hvert bud på vindere og/eller top-5 eller top-10 placeringer. Der spilles dog ikke nødvendigvis i den virkelige verden, så dette er blot for at følge udviklingen. Ugens betting tips er i høj grad tænkt som en optakt til ugens turneringer med et bud på profilerne.
Nedenfor ugens bud på spillere der kan spille med om sejren.
Sentry Tournament of Champions
Dustin Johnson (Vinder til odds 5)
Den forsvarende mester Dustin Johnson vandt tre PGA Tour turneringer i 2018, men er alligevel faldet fra en 1. plads til en 3. plads på verdensranglisten. DJ vandt med otte slag sidste år, og er ikke sluttet udenfor top-10 de seneste seks gange han har deltaget.
Patrick Reed (Vinder til odds 17)
Masters 2018 vinderen Patrick Reed vandt turneringen i 2015 efterfulgt af en 2. plads i 2016 og en 6. plads i 2017. Han deltog ikke sidste år.
Jon Rahm (Vinder til odds 7,5)
Jon Rahm blev nr. 2 i sin debut sidste år, og afsluttede 2018 med en 4. plads i Europa Tour sæsonfinalen i Dubai efterfulgt af en sejr i Hero World Challenge.