I 2018 vil vi her på 19hul.dk fortsat give jer ugens betting tips for turneringer på Europa Touren og PGA Tour.
Vi håber naturligvis fortsat at kunne lave et overskud, men erkender det vil være svært at leve op til et overskud på 6.234 kr. i 2017 og et overskud på 8.719,- kr. i 2016.
Året indledes med PGA Tour turneringen Sentry Tournament of Champions, som de seneste år har heddet SBS Tournament of Champions og Hyundai Tournament of Champions. Justin Thomas er forsvarende mester, mens Jordan Spieth vandt i 2016.
Der er et begrænset felt på blot 34 spillere, da det kun er spillere der vandt på PGA Tour sidste år, som er kvalificeret. Det er således et meget stærkt felt, og der er kun tre afbud fra turneringsvindere i 2017; Henrik Stenson, Sergio Garcia og Justin Rose.
Kun vindere og udvalgte i top-5 og top-10
For statistikkens skyld vil vi fortsat spille 100 kr. på hvert bud, men som noget nyt vil vi i 2018 som udgangspunkt kun spille på vinderen. Vi vil således ikke længere spille på top-5, hvilket giver et noget lavere odds. Indimellem vil vi dog tage outsidere til en top-5 eller top-10 placering, hvilket vi gør med Cameron Smith i denne uge.
Nedenfor ugens bud på spillere der kan spille med om sejren.
Sentry Tournament of Champions
Jordan Spieth (Vinder til odds 6,6)
Vandt turneringen med otte slag i 2016, mens han blev nr. 3 sidste år og nr. 2 i 2014, så han er aldrig sluttet udenfor top-3! Spieth har ikke vundet siden The Open, men han har top-8 placeringer i sine seneste seks turneringer.
Hideki Matsuyama (Vinder til odds 14,5)
Matsuyama har også gjort det godt på Kapalua Resort, hvor han blev nr. 2 sidste år og nr. 3 i 2015. Blev senest nr. 5 i Hero World Challenge, hvilket var hans tredje 5. plads i de seneste 4 turneringer.
Jon Rahm (Vinder til odds 15,5)
Det er sjældent, at debutanter vinder på Hawaii, hvor vinden kan være drilsk. Alligevel tror jeg på, at Jon Rahm vil spille med om sejren på søndag. Har ikke spillet turneringer siden han vandt DP World Tour Championship i midten af november.
Cameron Smith (Top-5 til odds 7,6)
Australske Cameron Smith fik en forrygende afslutning på året, med en sejr i Australian PGA Championship. Før det blev han nr. 4 i Emirates Australian Open, nr. 3 i The CJ Cup @ Nine Bridges og nr. 5 i CIMB Classic.