Bernhard Langer vandt sin 44. PGA Tour Champions sejr i TimberTech Championship, hvor han gik en runde to slag bedre end sin alder og vandt med seks slag! Han forbedrede også sin egen rekord som den ældste vinder nogensinde.
65-årige Bernhard Langer gik en 63’er (-9) i anden runde, og førte i -11 foran Paul Goydos i -10 inden finalerunden.
Med en runde i -6 vandt Bernhard Langer i -17 foran Thongchai Jaidee og Paul Goydos i -11, mens Padraig Harrington blev nr. 4 i -10.
Robert Karlsson og Steven Alker delte 6. pladsen i -7 og Miguel Angel Jiménez blev nr. 8 i -5.
Langer er kun én sejr fra Hale Irwins rekord
I 2020 og 2021 havde Bernhard Langer “kun” én årlig sejr, men med andre gode resultater i den kombinerede 2020-21 vandt han Charles Schwab Cup ranglisten for sjette gang og bonussen på 1 mio. $. Ugens sejr var hans anden i år, da han vandt Chubb Classic i februar.
Langer har vundet imponerende 120 professionelle sejre i karrieren, hvoraf de 42 har været på DP World Tour. Her er han kun overgået af Seve Ballesteros med 50 sejre.
På alle tiders rangliste over flest sejre på PGA Tour Champions er Bernhard Langer nr. 2 med nu 44 sejre. Han er kun overgået af nu 77-årige Hale Irwin, som har vundet 45 gange, så nu er Langer kun en sejr fra at tangere den.
Bernhard Langer var den hidtil eneste, der som 64-årig har vundet på PGA Tour Champions, og nu er den rekord forbedret til, at han som 65-årig er den hidtil ældste vinder.
Sæsonfinale i den kommende uge
Det var den næstsidste turnering, og de 36 bedste på ranglisten har kvalificeret sig til sæsonfinalen Charles Schwab Cup Championship, der begynder på torsdag.