Bernhard Langer førte med fire slag efter første runde af Champions Tour turneringen Chubb Classic, og det forspring blev udbygget til hele syv slag.
Langer gik anden runde i -6, så inden finalerunden fører han i -16 foran Scott Dunlap og Kenny Perry i -9.
Wes Short Jr. er alene på 4. pladsen i -8, mens Mark O’Meara og Michael Allen deler 5. pladsen i -7.
Todd Hamilton, Jesper Parnevik og Fred Couples er blandt spillerne på en delt 7. plads i -6. Colin Montgomerie er nr. 28 i -3.
Fortsat succes med den lange putter
Som skrevet lørdag, så bruger Bernhard Langer fortsat en lang putter, men han forankrer den ikke mod kroppen.
De seneste 17 år har Langer forankret putteren. Det er ikke længere tilladt, så den seneste måned har han trænet med 15 forskellige puttere og fire måder at putte på.
Kan blive nr. 3 på listen over flest sejre
Hvis Langer vinder turneringen, så vil det være hans 26. sejr på Champions Tour.
På alle tiders rangliste over flest Champions Tour sejre i karrieren er Langer pt. delt nr. 3 sammen med Gil Morgan. Lee Trevino er nr. 2 ned 29 sejre, mens der er et stykke op til Hale Irwin, som vandt imponerende 45 Champions Tour sejre i årene 1995 – 2007.
Turneringen sendes direkte på cmore.dk og via deres Apps. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.