Benjamin Follett-Smith fra Zimbabwe vandt Bain’s Whisky Cape Town Open. Det var sæsonpremieren på Challenge Touren, og den første af fire turneringer i Sydafrika, som arrangeres i samarbejde med Sunshine Tour.
Det blev ingen dansk succes, for efter runder i -1 og +2 var Benjamin Poke ét slag fra at klare cuttet efter anden runde, mens Nicolai Kristensen trak sig efter første runde.
Benjamin Follett-Smith vandt turneringen for anden gang
Inden finalerunden delte Benjamin Follett-Smith og Darren Fichardt føringen i -13 foran Dylan Mostert i -12.
Benjamin Follett-Smith gik -2 og vandt i -15 foran Jaco Van Zyl i -14, mens Martin Vorster, Alfie Plant og Andrea Pavan delte 4. pladsen i -13.
Darren Fichardt afsluttede med en runde i +1, så han faldt tilbage til en delt 7. plads i -12. 47-årige Fichardt har vundet fem gange på DP World Tour, og senest Joburg Open 2017. Hans seneste af 18 Sunshine Tour sejre er Betway Championship 2020. Han blev nr. 144 på DP World Tour sidste sæson, og har kun kategori 19 i år, som ikke giver adgang til så mange turneringer.
Det er anden gang nu 28-årige Benjamin Follett-Smith vinder Cape Town Open, da han også vandt i 2019. Dengang var den ikke tællende til Challenge Touren, hvor ugens sejr var hans første.