USA med spillende kaptajn vandt Presidents Cup 2019 med 16 – 14 på Royal Melbourne i Australien.
Det internationale hold førte 10 – 8 inden de 12 singler, men her var de amerikanske favoritter klart bedst, så som ventet endte det med en sejr til USA.
Justin Thomas blev amerikanske topscorer med 3,5 point i fem matcher. Han var også topscorer for USA ved Ryder Cup 2018, og er den første der er det ved to cups i træk siden Tiger Woods ved Presidents Cup 2009 og Ryder Cup 2010.
Den spillende kaptajn Tiger Woods vandt alle sine tre matcher, og var den eneste, som ikke satte point til. Rickie Fowler var også ubesejret med én sejr og tre delte matcher.
Point | Matcher | Vundet | Tabt | Delt | |
Justin Thomas | 3,5 | 5 | 3 | 1 | 1 |
Xander Schauffele | 3 | 5 | 3 | 2 | 0 |
Patrick Cantlay | 3 | 5 | 3 | 2 | 0 |
Tiger Woods | 3 | 3 | 3 | 0 | 0 |
Rickie Fowler | 2,5 | 4 | 1 | 0 | 3 |
Dustin Johnson | 2 | 4 | 2 | 2 | 0 |
Gary Woodland | 1,5 | 4 | 1 | 2 | 1 |
Tony Finau | 1,5 | 4 | 0 | 1 | 3 |
Matt Kuchar | 1,5 | 4 | 0 | 1 | 3 |
Patrick Reed | 1 | 4 | 1 | 3 | 0 |
Webb Simpson | 1 | 4 | 1 | 3 | 0 |
Bryson DeChambeau | 0,5 | 2 | 0 | 1 | 1 |
Den første udgave af Presidents Cup blev spillet i 1994
Mens Ryder Cup blev spillet første gang i 1927 som et opgør mellem USA og Storbritannien, så er Presidents Cup noget nyere, da den første udgave blev spillet i 1994.
Presidents Cup spilles hvert andet år, så USA spiller skiftevis Ryder Cup og Presidents Cup.
USA har kun tabt én gang
USA har vundet 11 af 13 opgør, mens det Internationale hold kun har vundet én gang i 1998.
I 2003 delte man, selvom det egentlig skulle være afgjort i omspil. Tiger Woods og Ernie Els spillede også tre hullers omspil, men da stillingen stadig var lige og mørket faldt på, så valgte kaptajnerne Jack Nicklaus og Gary Player at dele opgøret.