Mange topspillere inklusiv professionelle som de to lokale Europatour-spillere Thomas Bjørn og Morten Ørum Madsen har i tidens løb kæmpet hårde kampe med den svære skovbane i Silkeborg Ry Golfklub.
Derfor kom det også overraskende, at den forholdsvis ukendte amatørspiller, Tobias Larsen (billedet) fra The Scandinavian i Farum, formåede at sætte banerekord i anden runde af Danish International Amateur Championship (DIAC) på mesterskabsbanen syd-vest i Silkeborg med en fantastisk runde i 65 slag syv under par – fra backtee.
Ikke uventet var det svært for Tobias Larsen at leve op til den fantastiske runde, da han fredag forsvarede førstepladsen med en runde i 74 slag to over par. Før finalerunden lørdag rækker det dog stadig til en førsteplads med en samlet score i par delt med en anden overraskelse, Mikkel Hjorth fra Lyngbygaard, der gik en runde i 73 et slag over par.
Fredagens bedste runde i 69 slag præsterede den lokale Silkeborg Ry-spiller, Oliver Hundebøll Jørgensen, der før finalen ligger på en delt tredjeplads sammen med Rasmus Højgaard fra Gyttegaard i et slag over par efterfulgt af en stærk trio inklusiv favoritten John Axelsen, Sorø, Alexander Frances, Møn, og Frederik Dreier, Furesø.
I Danish International Ladies Amateur Championship præsterede landsholdsspilleren Marie Lund-Hansen fra Sønderjyllands Golfklub dagens bedste runde i 71 slag, hvilket rakte til en førsteplads før finalen i samlet syv slag over par delt med Cecilie Finne-Ipsen fra Hjortespring og Cecilie B. S. Nielsen fra Furesø.
På trods af vanskelige vejrforhold med regnbyger har det internationale felt af spillere udtrykt begejstring for Silkeborg-banen, der aldrig har stået bedre. Efter finalerunderne lørdag vil den igen være åben for greenfeespillere og medlemmer fra søndag morgen.